Danish Crown sætter maksimum på ejerkontiene

En mindre gruppe af andelsejere i Danish Crown har over tid opsparet ganske store beløb på de såkaldte ejerkonti, hvor der hvert år ved regnskabsafslutninger konsolideres egenkapital i Danish Crown fordelt på navn.

Det har været med til at skabe store forskelle på andelsejergruppens indestående og dermed også den enkeltes bidrag til selskabets konsolidering. Derfor valgte repræsentantskabets i starten af september at sætte et maksimum på, hvor meget kapital en andelsejer kan have stående i selskabet. For griseandelsejere gælder det, at der maksimalt kan konsolideres tre millioner kroner fra den enkelte andelsejer, mens det for kreaturandelsejerne maksimalt kan konsolideres 400.000 kroner. Hvis en andelsejer er repræsenteret i flere medlemskategorier, gælder det højeste maksimum.

- Det er en mindre gruppe af andelsejere, som er omfattet af ændringerne, men det er samtidig en gruppe, som over tid vil kunne komme til at bære en uforholdsmæssig stor andel af konsolideringen i Danish Crown, og som samtidig kunne blive fristet til at melde sig ud for at hjemtage kapitalen, siger Asger Krogsgaard, der er formand i Danish Crown.

Det fastsatte maksimum bliver justeret efter den procentvise udvikling i nettoprisindekset år for år. De andelsejere, som har et indestående på ejerkontoen, der overskrider maksimum, vil få udbetalt pengene sammen med restbetalingen for 2024/2025. Ændringerne er med virkning fra og med konsolideringen for regnskabsåret 2024/2025 og gælder ikke andelsejere, hvis medlemskab er ophørt senest den 30. september 2025.

Læs også