Middelfartbaserede Moni Worldwide ApS og SDF Group forlænger importøraftalen på Deutz-Fahr. Den nye aftale løber nu frem til 2031, og gælder for hele Skandinavien – Danmark, Sverige og Norge.
Ifølge Moni Worldwide selv vokser virksomheden, og det skyldes troen på egen forretningsmodel, og at virksomheden ufortrødent fortsætter rejsen og vækster på eksisterende markeder samt udvider til flere lande.
- Vi vil fremad, og de erfaringer vi hver dag gør os, styrker os i troen på, at vi kan opbygge og udvikle på Deutz-Fahr-brandet i flere lande. Det er tydeligt, at vi sammen med kunder og forhandlere har flyttet brandet Deutz-Fahr til nye højder i de lande, hvor vi har haft aftaler med SDF siden 2022. Det kommer ikke af sig selv, men vi har en stærk tro på, at med den kvalitet, som bliver leveret fra fabrikken i Tyskland, har vi et tilbud til alle, som har brug for en maskine, lyder det fra adm. direktør i Moni Worldwide, Henrik Hansen, i en pressemeddelelse.
Foruden den forlængede kontrakt på Deutz-Fahr gør virksomheden klar til at udvide sin service udover Danmarks grænser. Blandt andet gør man sig klar til at introducere TractorCare i Norge – en udvidet garanti på 3 år eller 2.500 timer, der gælder alle fabriksnye modeller solgt i hele Skandinavien.
Fynsk maskinforhandler udvider Deutz-Fahr-salget til Norge og Finland