Maskinhandleren Johannes Mertz A/S med base i Maribo har styrket sin position på Sjælland ved at indgå en samarbejdsaftale med MCR, der bliver serviceunderforhandler i Roskilde og Nordøstsjælland.
Aftalen vækker glæde hos ledelsen i Johannes Mertz og betyder, at nuværende og kommende kunder omkring Roskilde og Nordøstsjælland fortsat kan have adgang til et lokalt serviceværksted og nyde gavn af specialisterne i Mertz-organisationen.
- Udover aftalen omkring service har vi også indgået aftale om leje af salgskontor til to sælgere og den store udstillingshal mm. Til udstilling af nye New Holland traktorer, høstmaskiner og entreprenørmaskiner og vores redskabsprogrammer samt brugte maskiner, forklarer Christian Holst, der er direktør og medejer i Johannes Mertz i en pressemeddelelse.
Aftalen betyder også, at to sælgere får base i Roskilde, hvor de skal betjene New Holland-kunder omkring Roskilde og Nordøstsjælland samt de mange kunder, som gennem årene har brugt MCR, tidligere Maskincenter Roskilde, som også er kendt som Roskilde Traktorlager.
Det er imidlertid ikke kun hos Johannes Mertz, at samarbejdet vækker glæde. Det gør de også hos MCR, som glæder sig til igen at forhandle et af de store traktor- og høstmaskine-mærker.
- Vi har efter bruddet med Claas haft et ønske om igen at blive autoriseret forhandler af et af de store traktor- og høstmaskine-mærker. Vi er derfor glade og meget stolte over, at vi nu kan se frem til fortsat vækst i vores serviceportefølje, siger Viktor Houlind, der er indehaver af MCR.
Johannes Mertz udvider og køber sjællandsk New Holland-forhandler