Novonesis, der er en sammenlægning af de to danske enzymproducenter Novozymes og Chr. Hansen, har igen opjusteret sine forventninger til året i sin handelsopdatering for tredje kvartal. Det skriver FødevareWatch.
Mediet skriver, at det er anden gang i år, at Novonesis justerer sine forventninger til 2024, og det skyldes et stærkt tredje kvartal, hvor koncernen viste dobbeltcifret vækst i alle sine divisioner.
- Vi forventede, at vi ville få et stærkt tredje kvartal – og med det i hus, ser vi, at vi ender i den høje ende først og fremmest drevet af volumenvækst, siger Rainer Lehmann, der er finansdirektør i Novonesis, til MarketWire ifølge FødevareWatch.
Novonesis forventer, at den organiske salgsvækst kommer til at ende i den høje ende af 7-8 procent, og ifølge koncernens proformatal var den organiske salgsvækst på 7 procent i 2023.
Til og med 2025 ventes en organisk salgsvækst på 6-8 procent, mens ambitionen hos enzym- og ingredienskoncernen er at »accelerere væksten« fra og med 2026.
Novonesis har mere end 10.000 ansatte i mere end 30 forskellige industrier over hele verden, blandt andet i USA, som koncernen anser som et vigtigt marked.
Koens afløser kan bygges i Søborg