Den nordjyske maskinstation i Hvornum i Hobro, den familieejede virksomhed Hvornum Maskinstation A/S, der har kørt siden 1951, blev i februar 2023 overtaget af Allestrup Maskinstation.

Det skete på det helt rigtige tidspunkt for maskinstationen, der præsenterede regnskabstal for 2022 kort tid efter. Et regnskab der tredoblede resultatet fra 1,3 millioner i 2021 til 3,9 millioner i 2022.

Siden er tallene dog gået tilbage år for år og i 2024 landede maskinstationen et årsresultat på 1,1 millioner kroner efter et resultat på 2,3 millioner kroner i 2023.

Samtidig faldt bruttofortjenesten også fra 4,7 millioner kroner til 1,7 millioner kroner.

Selvom Allestrup Maskinstation overtog hovedaktiviteterne i virksomheden, gjorde man det dengang klart, at man droslede ned i Hvornum Maskinstation og at der muligvis ville udkomme regnskaber frem til og med regnskabsåret 2025.

Trods tilbagegang for andet år i træk, skriver ledelsen i Hvornum Maskinstation i ledelsesberetningen, at man finder årets resultat tilfredsstillende.