Øget eksport sikrer sydjysk proteinproducent millionoverskud
European Protein, der fremstiller fermenteret protein til foder, er tilfredse med 2024-regnskabet, hvor eksporten af sundhedsfremmende proteinløsninger drev salget fremad.

European Protein har fabrikker i Danmark, Ukraine og USA, men inden længe også i Malaysia. Fotos: European Protein
Den familieejede virksomhed European Protein, der blev grundlagt i 2011 og har base i Bække nord for Vejen, kan se tilbage på et tilfredsstillende 2024, hvor man leverede en bruttofortjeneste på 13,7 millioner kroner og et overskud på 4,4 millioner kroner før skat.
Direktør Jens Legarth glæder sig over resultatet, og i en pressemeddelelse forklarer, at voksende eksport og større interesse for at fremme dyrenes sundhed har drevet resultatet i det seneste regnskabsår.
- Eksportmarkederne efterspørger nu også proteinløsninger, som understøtter en sundere dyreproduktion, siger han og fortsætter:
- Der er kommet langt mere fokus på forebyggelse, tarmsundhed og fødevaresikkerhed, og derfor køber kunderne i stigende grad ind på de dokumenterede sundhedsfordele ved fordring med mælkesyrefermenterede proteiner.

Direktør Jens Legarth glæder sig over det seneste resultat.
Fokus på Sydøstasien
European Protein leverer i dag proteiner til landmænd og foderproducenter over hele verden gennem sine tre fabrikker i Danmark, Ukraine og USA.
Den stigende efterspørgsel fra både dyreproducenter og fra foderproducenter har haft stor betydning for den sydjyske proteinproducent. Teknologien bag sikrer nemlig en høj proteinkvalitet kombineret med en ressourceeffektiv fremstilling, der er attraktiv i et marked præget af hård priskonkurrence.
Derfor indgik European Protein i 2024 et nyt partnerskab med malaysiske Yenher Holding Berhad om etablering af en ny fabrik i det Sydøstasiatiske marked. Ifølge Jens Legarth er det nemlig vigtigt at være lokalt til stede i Asien.
- Sydøstasien bliver i 2028 den tredjestørste aftager af soja, og derfor skal vi naturligvis være lokalt til stede med vores fermenteringsteknologi. Ikke kun for at hjælpe med fermenteret sojaprotein af høj kvalitet, men også for at udnytte flere af de supplerende, lokale sidestrømme så som palmekernekage til foder, forklarer direktøren.
European Protein forventer, at den malaysiske fermenteringsfabrik står klar i slutningen af 2025.