65-årigt samarbejde er slut: Maskinproducenter afslutter langvarig tvist med omfattende forlig
Indiske Tafe overtager fuld kontrol med Massey Ferguson-brandet i Indien og køber Agco ud.

Arkivfoto
Verdens tredje største traktorfabrikant, indiske Tractors and Farm Equipment Limited (Tafe), har indgået et vidtrækkende forlig med amerikanske Agco. Aftalen afslutter alle verserende stridigheder mellem parterne om brandrettigheder, ejerandele og kommercielle aftaler, der brød ud i 2024.
Det beretter Tafe i en pressemeddelelse.
Dermed bliver Tafe eneejer af Massey Ferguson-mærket i Indien, Nepal og Bhutan og overtager alle tilhørende rettigheder og varemærker. Samtidig vil Tafe købe Agco’s 20,7 procent ejerandel tilbage for 260 millioner dollar (1.68 milliarder kroner) og blive 100 procent ejet af den indiske industrigruppe, Amalgamations Group.
- Mens vi træder ind i en ny æra i Tafe’s væksthistorie, anerkender og værdsætter vi det lange partnerskab, vi har haft med AGCO, siger Mallika Srinivasan, Tafe’s bestyrelsesformand og direktør i pressemeddelelsen og henviser til, at Tafe og Massey Ferguson har været synonyme i de indiske kunders bevidsthed i over 65 år.
Tafe bevarer sin ejerandel på 16,3 procent i Agco og forpligter sig til at stemme for bestyrelsens anbefalinger samt deltage i aktietilbagekøb. Samtidig opsiges alle kommercielle aftaler, dog med garanti for leverancer og reservedele.