Et rekordstort underskud på 19,8 millioner kroner.

Det er resultatet af det seneste regnskab for 2024 og samtidig tæt på en fordobling af underskuddet, der i 2023 lød på 10 millioner kroner.

De grønne ambitioner var ellers høje, da den tidligere Kerteminde-borgmester Hans Luunbjerg i 2018 begyndte opførelsen af Kerteminde Biogas ApS, som stod klar og påbegyndte driften i 2021.

I de efterfølgende år gik det imidlertid langt fra som håbet for den tidligere Venstre-borgmester og Kerteminde Biogas, der kom i modvind.

Ugyldige tilladelser

Modvinden startede for alvor i 2023, da advokatfirmaet Horten vurderede, at centrale tilladelser var ugyldige. Det medførte, at Kerteminde Kommune i januar 2024 annullerede fem tilladelser, efter Kammeradvokaten rejste kritik af Luunbjergs habilitet som borgmester i sagen.

Den megen modvind og tilbageslag har betydet, at anlægget i dag kører med begrænset kapacitet og manglede fleksibilitet i biomasseforbruget, hvilket regnskabet også er blandt årsagerne til, at underskuddet er rekordstort.

- Efter ledelsens opfattelse skyldes den tabsgivende drift primært, at der på grund af manglende tilladelser ikke kan gennemføres optimal drift, står der i årsregnskabet.

Tro på overskud

Der står ligeledes, at man hos ledelsen har en tro på, at Kerteminde Biogas på sigt kan give overskud.

- Ledelsen bedømmer, at de fornødne tilladelser vil blive givet, og at selskabet herefter vil kunne blive overskudsgivende. Det er således ledelsens opfattelse, at den tabsgivende drift er midlertidig, og selskabets ledelse har indhentet en vurdering på anlægget ved optimal drift, som overstiger den bogførte værdi. På baggrund heraf er der ikke foretaget en nedskrivning af de materielle anlægsaktiver, står der videre.

Tidligere Kerteminde-borgmester Hans Luunbjerg valgte i starten af juni at sætte Kerteminde Biogas til salg. Arkivfoto: Morten Ipsen

Tidligere Kerteminde-borgmester Hans Luunbjerg valgte i starten af juni at sætte Kerteminde Biogas til salg. Arkivfoto: Morten Ipsen

Til salg

Selvom der i årsregnskabet står, at man har en tro på, at Kerteminde Biogas igen kan give overskud i fremtiden, kom det i starten af juni frem, at Hans Luunbjerg havde valgt at sætte Kertminde Biogas til salg. Det skete efter, at kreditorerne – herunder Luunbjerg selv, havde eftergivet op mod 50 millioner kroner i gæld. Hans Luunbjerg havde personligt tabt 7,5 millioner kroner.

Det betød, at en konkurs blev undgået, men ikke desto mindre satte den tidligere borgmester biogasanlægget til salg i starten af juni måned.

Ifølge Preben Jakobsen fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel kan det dog blive svært at finde en køber, så længe de nødvendige tilladelser ikke er på plads, og der hersker usikkerhed om, hvorvidt anlægget kan udvide sin kapacitet. Det sagde han til TV2 Fyn i begyndelsen af juni, i forbindelse med offentliggørelsen af at anlægget var sat til salg.

Egenkapitalen i Kerteminde Biogas er i seneste regnskabsår faldet til et underskud på 21,6 millioner kroner, hvor den i 2023 var på 1,8 millioner kroner i underskud.

RegnskaberBusiness