Himmerlandsk entreprenørfirma opruster til boom i kyllingestalde
Entreprenørfirmaet HMC Byg og Anlæg A/S forventer at fordoble antallet af fjerkræprojekter drevet af stigende global efterspørgsel og slagteriernes behov.

Arkivfoto: Tenna Bang
Hos entreprenørfirmaet HMC Byg og Anlæg A/S mærker man et markant løft i interessen for slagtekyllingestalde.
Det beretter Landbrugsavisen.
Partner og produktionschef Poul Erik Henriksen forventer, at aktiviteten vil stige kraftigt.
- Vi laver i dag fem til otte kyllingeprojekter på et år. Men vi kan mærke, at der er rift om kyllinger nu, og derfor forventer vi, at det kan blive til 12-14 projekter årligt i løbet af de næste to-tre år, siger han til mediet.
Han peger på både stigende verdensforbrug og slagteriernes behov som drivkræfter.
Også landmænd med kvæg- og svineproduktion supplerer med kyllinger, og ifølge produktionschefen oplever man, at mælkeproducenter og kvægbrugere også er interesserede i at bygge kyllingestalde, da det giver et ekstra ben i virksomhederne.
HMC har besluttet at øge bemandingen til fjerkræbyggerier, der ventes at blive et centralt vækstområde.