Danish Crown overvejer færre varemærker
Topchef: Ét brand kan styrke sammenhængskraften i koncernen.

Foto: Danish Crown
Danish Crown har omkring 200 varemærker på verdensplan – men det kan snart være fortid.
- Vi har en identitetskrise. Når du ser på Lego, så ved du, hvad ét mærke kan. Skal vi så hedde Tulip? Det kan forløse en sammenhængskraft i familien, som vi ikke har i dag, siger Danish Crowns administrerende direktør, Niels Duedahl, til Avisen Danmark.
Han henviser til sin tid i Lego, hvor netop ét globalt brand var en styrke.
Tulip, der blev registreret i 1909, er det ældste af Danish Crowns mange mærker. Men koncernen arbejder nu på en ny strategi, der kan føre til både færre brands og et nyt navn.
- Vi har en identitetskrise, gentager Niels Duedahl og lægger op til store ændringer i koncernens branding.
Den nye strategi ventes offentliggjort omkring årsskiftet.