DLG har planer om at droppe sit medejerskab af insektfabrikken Enorm Biofactory.

Det forklarer Peter Giørtz-Carlsen, koncerndirektør i DLG, til AgriWatch.

- Vi har konkluderet, at vi ikke er de rigtige ejere af Enorm, og derfor forventer jeg ikke, at vi vil være en del af det fremtidige setup for virksomheden, siger direktøren til mediet.

Nordeuropas største

Det var fredag den 25. april, at bestyrelsen i Enorm Biofactory indgav begæringen til skifteretten om at indlede en rekonstruktion.

Insektfabrikken er Nordeuropas største og har base i den østjyske by Flemming. Her producerer man protein fra soldaterfluer, der blandt andet bruges i foderet til grise og fjerkræ, men igennem en længere periode havde man oplevet udfordringer med at opnå tilstrækkelig afsætning af virksomhedens produkter under de nuværende markedsvilkår.

Peter Giørtz-Carlsen er koncerndirektør i grovvareselskabet DLG. Arkivfoto

Peter Giørtz-Carlsen er koncerndirektør i grovvareselskabet DLG. Arkivfoto

Kæmpe anlæg

Det hele startede ellers positivt i slutningen af 2023, da Enorm Biofactory blev etableret og indviede et 22.000 kvadratmeter nyopført anlæg med en klar mission om at fremme en mere bæredygtig fødevareproduktion ved at udbytte restprodukter som grundlag for proteinprodukter baseret på insekter.

Grovvareselskabet DLG var med i ejerkredsen fra begyndelsen, og man havde ligeledes flere investorer med om bord, der bidrog med en trecifret millioninvestering.

Trods millioninvestering og Danmarks største grovvareselskab i ryggen oplevede man både tekniske og operationelle udfordringer under opførelsen og indkøringen af anlægget medførte forsinkelser.

Det meste blev dog løst, men markedets tilbageholdenhed gjorde det vanskeligt at sikre tilstrækkelig afsætning og finansiering, hvorfor man i foråret 2025 besluttede at igangsætte en rekonstruktion.

- Det er med stor beklagelse, at vi har set os nødsaget til at indlede en rekonstruktion. Vi har hele vejen igennem troet på projektet og dets potentiale, og det gør vi stadig. Vi håber, at rekonstruktionen kan skabe et nyt grundlag for at føre projektet videre og realisere dets bæredygtige vision, lød det i foråret fra Carsten Lind Pedersen, direktør i Enorm Biofactory.

Påvirkede halvårsregnskab

DLG præsenterede den 28. august sit halvårsregnskab for 2025, og her faldt bundlinjen før skat med 52 millioner kroner i første halvår af 2025, når man måler mod samme periode året før. Det til trods for, at koncernen har leveret fremgang på omsætningen, der steg fra 29,8 milliarder kroner i første halvår af 2024 til 31,1 milliarder kroner i 2025.

EBITDA faldt med 75 millioner kroner fra 950 millioner i første halvår 2024 til 875 millioner i første halvår 2025, og faldet skyldes en nedskrivning af blandt andet rekonstruktionen af Enorm Biofactory.

Overfor AgriWatch begrunder Peter Giørtz-Carlsen også beslutningen om at trække sig ud af ejerkredsen i Enorm Biofactory med, at DLG fremover vil fokusere mere på egne kerneopgaver.

Business