Grønt lys fra andelshavere: Fonterra sælger datterselskab for 15,6 mia.
Den newzealandske mejerikoncern Fonterra har fået godkendt salget af datterselskabet Mainland Group til Lactalis for 15,6 milliarder kroner af sine andelshavere.

Det newzealandske mejeri Fonterra har fået grønt lys til at sælge Mainland Group til franske Lactalis. Foto: Fonterra
Andelshaverne i den newzealandske mejerikoncern Fonterra har givet grønt lys til salget af datterselskabet Mainland Group til franske Lactalis for 4,22 milliarder newzealandske dollar, svarende til 15,6 milliarder danske kroner.
Det melder Fonterra i en pressemeddelelse.
Handlen blev offentliggjort i august, men manglede godkendelse fra andelshavere. Det har man nu fået, da 88,47 procent af stemmerne godkendte salget, mens 80,59 procent af de stemmeberettigede deltog i afstemningen. Bestyrelsesformand Peter McBride glæder sig over den høje deltagelse og understreger, at beslutningen er med til at markere et vigtigt strategisk skifte i mejerikoncernen.
- Frasalget vil indlede en spændende ny fase for andelsselskabet. Vi vil kunne fokusere Fonterras energi og indsats der, hvor vi leverer vores bedste arbejde. Vi får en mere enkel og fokuseret forretning, hvis værdi ikke kan overvurderes, siger bestyrelsesformanden.
Salget forventes afsluttet i første halvår af 2026, når de nødvendige myndighedsgodkendelser er på plads.
Fonterra planlægger derefter en skattefri kapitaludlodning på 2 dollar pr. aktie, svarende til 3,2 millioner dollar (11,8 millioner kroner).









 
                                        































