Minkavler Kim Søndergård fra Billund har modtaget 50,5 millioner kroner i erstatning for permanent at lukke sin minkfarm. Samtidig har hans kone, Irene Søndergård, og søn, Jesper Søndergård, fået i alt 300.000 kroner i statslig opstartsstøtte til hver deres nye minkvirksomhed.

Det beretter JydskeVestkysten.

Konstruktionen er i overensstemmelse med de regler, Folketinget vedtog i 2021. Alligevel vækker konstruktionen politisk kritik.

Blandt andet lyder det fra folketingsmedlem Helene Brydensholt (Å), at hun » tager afstand fra det«, trods det er indenfor lovens grænser.

Jesper Søndergård afviser kritikken og peger på lige konkurrencevilkår:

- Jeg vil sige det fuldstændig modsat, at hvis vi ikke kunne få det, så ville det være unfair, siger han til mediet.

De nye minkfarme drives fra Djeld i Holstebro Kommune samt adresser i Skave og Tyholm. Den tidligere farm i Billund må ikke længere anvendes til mink, da den er omfattet af erstatningsaftalen.

Kim Søndergård oplyser, at han alene yder begrænset konsulentbistand i familiens nye virksomheder og fortsat driver et planteavlsbrug på 750 hektar.

Ifølge Fødevareminister Jacob Jensen (V) følger ordningen princippet om erhvervsfrihed, hvor tidligere minkavlere – eller deres familier – kan starte nye virksomheder fra bunden.

Business