Deere & Co., der er kendt for mærket John Deere, leverede et nettoresultat på 656 millioner dollar (435,2 millioner kroner) i første kvartal, der sluttede 1. februar. Det er en nedgang fra første kvartal 2025, der sluttede 26. januar. Her lød nettoresultatet på 869 millioner dollar (576,5 millioner kroner).

Omvendt er nettoomsætningen steget med 13 procent til 9,6 milliarder dollar (6,3 milliarder kroner), mens netsalget voksede til 8 milliarder dollar (5,3 milliarder kroner) fra 6,8 milliarder (4,5 milliarder kroner) i samme kvartal 2025.

John May, formand og adm. direktør for John Deere, glæder sig over resultatet af første kvartal.

- Selvom den globale store landbrugsindustri fortsat oplever udfordringer, er vi opmuntrede af den fortsatte genopretning i efterspørgslen både indenfor bygge- og smålandbrugssegmenterne, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Disse positive udviklinger styrker vores tro på, at 2026 repræsenterer bunden af den nuværende cyklus og giver os et stærkt fundament for accelereret vækst fremadrettet.

Ifølge topchefen er leverancerne foran planen, og ordrebøgerne styrkes, især inden for byggeri og mindre landbrug. Det selvom markedet for store landbrugsmaskiner fortsat er presset.

Deere & Co. hæver nu forventningerne til årets nettoresultat til 4,5-5 milliarder dollar (2,9-3,3 milliarder kroner).

- Vores vedvarende investering i forskning og udvikling gennem hele cyklussen giver målbare resultater, efterhånden som vi bevæger os mod at lancere et bredt udvalg af innovative produkter og løsninger på tværs af alle forretningssegmenter, siger han og fortsætter:

- Disse fremskridt understreger værdien af at opretholde en robust portefølje, der spænder over brede markeder og regioner verden over, hvilket bør positionere os til succes, når vi bevæger os ud af den nuværende cyklus.

Business