Afløser på plads: Danish Agro-direktør går på pension
Henning Fogh har valgt at stoppe som direktør for grovvareforretningen i Danish Agro ved udgangen af april 2026 efter 44 år i branchen. Afløseren har man fundet internt.

Fra venstre: Christian Laursen bliver ny direktør for grovvareforretningen i Danish Agro fra april, når Henning Fogh stopper og går på pension. Foto: Danish Agro
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Henning Fogh stopper som direktør for grovvareforretningen i Danish Agro og bliver pensionist, når april bliver til maj.
Det skriver Danish Agro i en pressemeddelelse, hvor koncernchef Henning Haahr takker den afgående direktør for årtiers hårdt arbejde med at udvikle grovvareforretningen.
- Han har stået i spidsen for en markant styrkelse og konsolidering af forretningen i en periode, hvor landbruget har forandret sig fundamentalt. Under hans ledelse har vi fastholdt og udbygget vores position som en stærk, værdiskabende partner for landmændene – altid med deres konkurrencekraft og udviklingsmuligheder i centrum, siger Henning Haahr.
Henning Fogh kalder selv sin tid i Danish Agro for et stort privilegium, men han glæder sig også over, at hans beslutning blev meldt ud internt i sommeren 2025 som led i en velovervejet og planlagt proces.
- Jeg er glad for, at vi har haft god tid til at planlægge overgangen, og jeg ser frem til at give stafetten videre i en organisation, der står stærkt rustet til næste fase, siger Henning Fogh.
Afløseren for Henning Fogh er allerede på plads og er fundet internt i Danish Agro. Valget er faldet på Christian Laursen, der tiltræder som direktør i april. Han har arbejdet i grovvarebranchen siden 1992 og har haft ledende roller i Danish Agro siden 2010, herunder Markedsdirektør siden 2016.
Han ser nu frem til at videreføre grovvareforretningen.
- Jeg går til opgaven med både stor ydmyghed og en klar overbevisning om, at Danish Agro er i en god udvikling, som jeg glæder mig meget til at videreføre sammen med gode kolleger og samarbejdspartnere, siger Christian Laursen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































