Midtjysk virksomhed tildelt 1,6 mio. til autonom vandingsmaskine
Den midtjyske virksomhed WekoAgro Machinery har med hjælp fra et forsknings- og udviklingscenter fået tildelt 1,6 millioner kroner, som skal bruges til at udvikle en ny selvkørende elektrisk vandingsmaskine til landbruget.

WekoAgro Machinery har modtaget en bevilling på 1,6 millioner kroner til virksomhedens nye selvkørende elektriske vandingsmaskine til landbruget. Fotos: WekoAgro Machinery
1,6 millioner kroner.
Det er det beløb, WekoAgro Machinery i Bording med hjælp fra videns- og teknologicenteret DAMRC fra Herning er blevet tildelt i støtte fra Innovationsfonden.
De 1,6 millioner kroner skal være med til at bringe ny grøn teknologi i Midt- og Vestjylland ud på markedet samt skabe både lokale arbejdspladser og eksportindtægter til området.
Det er gennem Innovationsfondens program »Innobooster«, som støtter små og mellemstore virksomheder i at omsætte viden og innovation til kommercielle løsninger, at man har fået bevilget midlerne.
Styr på mængden af vand
Den nye selvkørende, elektriske vandingsmaskine har fået navnet WTR – Weko Technology Rain.
Formålet med vandingsmaskinen er at hjælpe landmænd med at vande mere præcist og effektivt, og på den måde efterlade et langt mindre klimaaftryk grundet det reducerede vandforbrug.
Traditionelt set bliver vandet kastet ud over marken med en vandkanon, og vandingen bliver i høj grad påvirket af vindforhold, og dermed kan det blive upræcist. Målet med den nye teknologi er i stedet at sikre en mere målrettet vanding, der hvor afgrøderne har behov for det.
Teknologien fra WekoAgro Machinery har været undervejs igennem flere år, og i 2024 søgte den midtjyske virksomhed støtte hos Innovationsfonden.
I første omgang fik man dog afslag på ansøgningen.
- Ideen fejlede sådan set ikke noget, men ansøgningen var mangelfuld. Vi vidste ganske enkelt ikke, hvordan man skruer sådan en ansøgning rigtigt sammen, og derfor kom vi nok til at overse nogle vigtige detaljer, forklarer Mogens Lauridsen, produktspecialist hos WekoAgro Machinery, i en pressemeddelelse.

WekoAgro Machinery forventer at have den første maskine på markedet i 2026.
Professionel hjælp
WekoAgro Machinery lod sig derfor ikke slå ud af afslaget i 2024.
Erhvervshus Midtjylland anbefalede virksomheden at kontakte DAMRC i Herning, som kunne hjælpe med ansøgningen.
DAMRC er et videns- og teknologicenter, der har til formål at hjælpe danske produktionsvirksomheder med blandt andet rådgivning, udvikling og ansøgninger til Innovationsfonden.
En anbefaling man hos WekoAgro Machinery valgte at følge.
- Vi kendte ikke noget til DAMRC, men vi havde brug for hjælp til at beskrive vores projekt og idé på en måde, så Innovationsfonden kunne forstå den. Allerede fra første møde fik vi et positivt og klart indtryk af, at DAMRC kunne hjælpe os, forklarer Mogens Lauridsen.
Hos DAMRC har man stor erfaring med netop den type ansøgning, og man var derfor ikke sen til at hjælpe WekoAgro.
- Vi har siden 2014 specialiseret os i at beskrive projekter på en måde, så det giver virksomhederne de bedste betingelser for at få finansieringen i hus. Vi har et erfarent team af medarbejdere, der sidder klar til at hjælpe med fondsansøgninger, siger Klaus Bonde Ørskov, direktør i DAMRC.
Den Herning-baserede virksomhed har således en hitrate på 70 procent, og er dermed placeret markant over landsgennemsnittet for InnoBooster-ansøgninger, der ligger på cirka 24 procent.
Klar til markedet og eksport
Hos WekoAgro Machinery skulle man ikke vente længe på at se resultatet af samarbejdet med DAMRC. I løbet 2024 og 2025 lykkedes det således virksomheden at få godkendt ansøgninger på i alt 1,6 millioner kroner til udviklingen af den autonome vandingsmaskine, og nu er man klar til at tage næste skridt.
- Vi er ved at etablere et forhandlernetværk i Tyskland, Holland og Sverige. Der er et stort eksportpotentiale i lige netop denne maskine, fordi den er den første af sin slags på markedet, siger Mogens Lauridsen.
WekoAgro Machinery forventer at sende den første maskine på markedet i løbet af 2026, og allerede i 2027 forventer man, at vandingsmaskinen er i fuld kommerciel produktion.
- I 2027 regner vi med at kunne producere 25-30 maskiner om året på vores produktionsfaciliteter i Bording. Det er et lille eksporteventyr, der er under opsejling, og det har allerede skabt arbejdspladser lokalt, forklarer Mogens Lauridsen.
Ifølge ham skyldes det ikke mindst DAMRC, at man allerede nu kan sætte de ambitiøse mål.
- De har været professionelle, gennemsigtige, og så har det været med til at blåstemple vores projekt, lyder det.
Ros for samarbejde
At WekoAgro Machinery er nået i mål med sin ansøgning til Innovationsfonden og har fået bevilget 1,6 millioner kroner takket være sit samarbejde med DAMRC, er noget, der også vækker glæde hos Business Region MidtVest, der er et samarbejde mellem syv midt- og vestjyske kommuner.
- Et af vores mål med BRMV er at styrke erhvervsudviklingen i Midt- og Vestjylland og eksemplet med samarbejdet mellem videncentret DAMRC og en lokal virksomhed som WekoAgro Machinery er præcis sådan nogle samarbejder, som kan bringe flere arbejdspladser til vores område og styrke virksomhederne, siger næstformand i Business Region MidtVest og borgmester i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen og fortsætter:
- Derfor glæder det mig, at WekoAgro Machinery nu kan fortsætte udviklingen af et både bæredygtigt og eksportegnet produkt til landbruget, som i princippet kan bruges i hele verden.




































