Fra 32,3 millioner til 15,7 millioner, og 26,1 millioner til knap 9 millioner.

Det er resultaterne hos de to danske smågriseeksportør-virksomheder Prime Svin A/S og Klaptoft A/S i seneste regnskabsår.

Ifølge virksomhederne – der begge har tidligere formand for Danske Svineproducenter, Torben Poulsen, med i ejerkredsen – har priserne på smågrise til eksport i årets løb været svingende. Året begyndte på et relativt lavt niveau, for så at stige pænt hen over sommeren, men året sluttede også med lave priser.

Men særligt var det det spanske udbrud af afrikansk svinepest, der har gjort sit indhug i resultaterne.

- Udbrud af svinepest i Spanien har påvirket priserne på det europæiske marked i 2025. Der har i perioder af året manglet smågrise til opfedning, men priserne har været meget påvirket af udbruddet af svinepest i Spanien, står der i begge ledelsesberetninger, der alligevel betegner resultaterne som tilfredsstillende.

Samtidig lyder det, at reduktionen i den europæiske svineproduktion i løbet af de senere år bevirker at selskaberne også har positive forventninger til markedet for smågrise i 2026, selvom »begyndelsen af året har været med lave priser på grise til eksport«.

Prima Svin og Klaptoft producerer tilsammen i omegnen af 260.000 smågrise, og langt størstedelen af dyrene sælges som smågrise.

For 2026 forventer begge virksomheder et resultat før skat i størrelsesordenen 23-27 millioner kroner.

RegnskaberBusiness