Mindre papir, mere drift: Nyt regnskabsfirma for landmænd satser på enkelhed
Erfarne brancheprofiler bag det nye regnskabsfirma Wagner & Valentin ApS vil gøre op med komplekse arbejdsgange, lange svartider og manglende nærvær i rådgivningen.

Nyt regnskabsfirma vil forenkle landbrugets økonomi med fokus på relationer, trivsel og digitale løsninger, der sparer tid. Foto: Colourbox
Efter mange år i regnskabsfunktioner hos større landbrugsorganisationer har Tine Valentin og Michael Wagner valgt at gå selvstændigt med en klar ambition om at gøre økonomistyring enklere og mere nærværende for landmænd.
Med etableringen af virksomheden Wagner & Valentin ApS vil de to stiftere udfordre en branche, hvor komplekse arbejdsgange og lange svartider, ifølge dem selv, ofte står i vejen for effektiv drift.
- Vi kunne se, at mange landmænd savnede noget mere enkelt, mere stabilt og mere menneskeligt, fortæller Michael Wagner i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Derfor besluttede vi at skabe en virksomhed, hvor trivsel, faglighed og hurtig dialog er omdrejningspunktet, både for kunder og medarbejdere.
Trivsel som forretningsstrategi
Hos Wagner & Valentin er medarbejdertrivsel en integreret del af forretningen – ikke blot et internt fokusområde. Ifølge Tine Valentin er det en forudsætning for at levere kvalificeret rådgivning.
- Hvis vores folk skal være nærværende sparringspartnere for landmændene, kræver det overskud, faglig tryghed og tid til at gøre tingene ordentligt. Vi bygger en kultur, hvor man kan være dygtig og have det godt, og hvor kunden mærker forskellen i den daglige dialog, påpeger hun.
Den tætte relation mellem rådgiver og landmand er ifølge stifterne afgørende. Hurtige svar, direkte kontakt og indsigt i både bedrift og ejer fremhæves som centrale elementer i en moderne rådgivningsmodel.
Digitalisering skal frigive tid
En anden hjørnesten i forretningen er optimering af arbejdsgange gennem digitale løsninger. Virksomheden arbejder primært i regnskabssystemet e-conomic, som ifølge Michael Wagner vinder frem i landbruget.
- Landmænd vil have stabile systemer, færre fejl og mindre administration. E-conomic er hurtigt, driftssikkert og giver landmanden adgang til egne data, når det passer dem. Det betyder mindre ventetid og mere overblik, siger han.
Systemet integreres typisk med budgetværktøjer, digitale bilagsløsninger og bankintegrationer for at skabe en sammenhængende økonomisk infrastruktur.
- Det handler ikke om systemnavnet, men om at skabe en arbejdsgang, der giver landmanden mere tid til det, de brænder for, og dermed mindre tid til papirarbejde, tilføjer Michael Wagner.

Stifterne af Wagner & Valentin ApS, Tine Valentin og Michael Wagner. Foto: Wagner & Valentin
Efterspørgsel på gennemsigtighed
Ifølge stifterne af den nye virksomhed er der i markedet en stigende efterspørgsel på gennemskuelige prismodeller og fleksible løsninger.
- Mange landmænd vil gerne vide, hvad tingene koster, uden overraskelser. Derfor arbejder vi med faste, offentlige priser og tydelige tilvalg. Det giver ro i maven og bedre planlægning, siger Tine Valentin.
Landsdækkende med fokus på relationer
Selvom virksomheden har base i Fredericia, betjener den kunder i hele landet. Den personlige relation er ifølge Michael Wagner vigtigere end geografisk afstand.
- Det vigtigste for os er relationen. Vi vil være tæt på kunden, både fagligt og menneskeligt. Når vi lykkes med det, bliver regnskab ikke bare en pligt, men et værktøj, der styrker bedriften, siger Michael Wagner.
Et marked i forandring
Landbrugets administrative rammer er under hastig udvikling, drevet af digitalisering, øgede krav og stigende kompleksitet. Det stiller nye krav til rådgivningen, vurderer stifterne.
- Landmændene forventer mere fleksibilitet, mere tilgængelighed og mere gennemsigtighed, siger Tine Valentin og påpeger, at det er det koncept, den nye regnskabsvirksomhed bygger på.
Ifølge Wagner & Valentin bør landmænd løbende vurdere, om deres nuværende regnskab-setup understøtter driften optimalt.
Virksomhedens budskab er, at et skifte ikke behøver være tungt, men kan give mærkbare gevinster i både økonomi, tidsforbrug og arbejdsglæde.







































