Mens Europa-Parlamentet arbejder for at styrke og beskytte den europæiske fødevareproduktion, oplever FødevareDanmark voksende bekymring for, at de igangværende politiske forhandlinger i Danmark bevæger sig i en helt anden retning.

Ifølge brancheorganisationen, der blandt andet repræsenterer størstedelen af landets slagterier, er flere virksomheder i den danske fødevareklynge bekymrede for, at nye politiske indgreb kan svække landbrugets produktionsgrundlag så meget, at centrale råvarer i værste fald forsvinder fra Danmark.

- Jeg tror ikke, at den almindelige vælger gør sig klart, hvor alvorlige konsekvenserne kan blive for dansk fødevareproduktion. Lige nu sidder virksomhedsejere over hele landet og regner på, hvad de politiske signaler fra Christiansborg kan komme til at betyde for deres investeringer, arbejdspladser og fremtid, siger Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark, i en pressemeddelelse.

Han peger samtidig på, at landbruget fortsat er fundamentet under en stor del af den danske fødevareklynge:

- I valgkampen har mange politikere haft travlt med at tale landbrugets betydning ned, men faktum er, at landbruget er fundamentet under en meget stor del af den danske fødevareklynge. Hvis de politiske indgreb bliver så vidtgående, at det ikke længere kan betale sig at producere råvarerne i Danmark, så forsvinder arbejdspladserne stille og roligt én efter én, fortsætter han.

Om FødevareDanmark

  • FødevareDanmark er en brancheorganisation for fødevarevirksomheder på tværs af hele værdikæden fra jord til bord – fra slagtere, bagere samt oste- og fiskehandlere til producenter, grossister og slagterier
  • Organisationen repræsenterer blandt andet 90 procent af landets slagterier, som tilsammen står for 60 procent af alle danske svineslagtninger og 45 procent af alle danske kreaturslagtninger. Derudover repræsenterer man primærproducenter i landbruget, da et stærkt dansk fødevareerhverv forudsætter et solidt råvaregrundlag og strategisk autonomi på fødevareområdet
  • Samtidig varetager FødevareDanmark medlemmernes erhvervs- og branchepolitiske interesser og arbejder blandt andet for bedre rammevilkår for danske fødevarevirksomheder
     

Fødevareproduktion som kritisk infrastruktur

Debatten i Danmark står ifølge FødevareDanmark i kontrast til udviklingen i EU, hvor Europa-Parlamentet for nylig har stemt for en rapport, der skal styrke vilkårene for europæisk kvæg- og griseproduktion og beskytte landmænd mod vidtgående politiske indgreb.

Rapporten skal fungere som inspiration til EU-Kommissionens kommende strategi for husdyrproduktion.

- Det er tankevækkende, at mens man i resten af Europa anser den europæiske fødevareproduktion som kritisk infrastruktur på linje med energi og transport, har de danske politikere lagt en linje, der risikerer at gøre os mere afhængige af fødevarer produceret i andre lande. Det er farligt, hvis politikerne kommer til at tage evnen til at brødføde sig selv for givet i en stadig mere usikker verden, påpeger Leif Wilson Laustsen.

»Stop grøftegravningen« i dansk landbrugsdebat

Samtidig advarer FødevareDanmark mod, at den politiske debat i Danmark er blevet for skarp.

Organisationen efterlyser en mere pragmatisk tilgang, hvor udvikling af fødevareproduktionen kombineres med ambitioner om klima, miljø og dyrevelfærd.

- Danmark må gerne vise vejen i Europa, når det handler om dyrevelfærd og miljø, og jeg forstår godt, at politikere reagerer, når de ser billeder af dyr, der mistrives. Det skal vi tage alvorligt. Men vi bliver også nødt til at forstå, at bedre dyrevelfærd, mere plads i staldene og mere moderne produktion kræver, at nogen tør investere i dansk landbrug. Og lige nu sender politikerne nogle signaler, der gør det mere sandsynligt, at produktionen lukker ned eller flytter ud af landet. Og så mister vi både arbejdspladserne og muligheden for at påvirke udviklingen, lyder det fra direktøren.

Han mener, at der er brug for mere pragmatisme og lidt mere forsoning i debatten om dansk landbrug.

EU styrker fødevareproduktion, mens Danmark risikerer at gøre sig mere afhængig af importerede råvarer. Arkivfoto: Daniel Barber

EU styrker fødevareproduktion, mens Danmark risikerer at gøre sig mere afhængig af importerede råvarer. Arkivfoto: Daniel Barber

Fødevareklyngens eksportrekord i 2025

Debatten udspiller sig samtidig med, at den danske fødevareklynge har leveret en markant økonomisk milepæl. I 2025 nåede eksporten 211,9 milliarder kroner, svarende til en stigning på 4,1 procent sammenlignet med året før.

FødevareDanmark har tidligere advaret om, at danskerne er ved at miste forbindelsen til deres egen mad.

Ifølge organisationen hænger politisk kritik af landbruget, ændrede forbrugsmønstre og faldende tilgang til fødevareuddannelser sammen i en bredere udvikling, der kan svække både rekruttering og forståelse for fødevareproduktionens betydning.

Business