- Vi har i dag opkøbt en lokal maskinhandler. Brovig Maskiner overtager aktiviteterne i Frost Traktor & Maskinservice i Tumbøl.

Det oplyser Brovig Maskiner i et opslag på Facebook tirsdag.

Ifølge virksomheden er baggrunden for sammenlægningen et ønske om at forene de to virksomheders ekspertise.

Ingen praktisk betydning for service

Overtagelsen får ingen praktisk betydning for den daglige betjening i Tumbøl, fremgår det af pressemeddelelsen. Afdelingens medarbejdere fortsætter uændret på adressen og Hans Jørn Frost fortsætter som sælger i området, så kunderne også fremover vil blive mødt af de samme kendte ansigter og den faglige ekspertise, de er vant til.

Ifølge opslaget slår både Brovig Maskiner og Frost Traktor & Maskinservice sig på at levere høj kvalitet, et stærkt produktprogram og engagerede medarbejdere.

- Med sammenlægningen kombineres det bedste fra begge organisationer for at opbygge et endnu stærkere fundament for fremtidens service og rådgivning, står der at læse.

- Med denne sammenlægning ser Brovig Maskiner frem til at styrke sin position i regionen og bygge videre på det solide fundament i Tumbøl, fremgår det endvidere.

I 1972 blev virksomheden autoriseret Fiat-forhandler, som ved sammenlægningen med Ford blev til New Holland. Derudover forhandler maskinforretningen også Kverneland, Thaler, Fasterholt, Ochmis m.fl.

BusinessMaskiner