DLG stopper pr. 1. marts størstedelen af foderproduktionen på fabrikken i Aarhus. De knap 300.000 tons kvægfoder, som fabrikken årligt producerer, flyttes til andre lokationer.
Antallet af husdyr i Danmark har over de seneste år været faldende, og det smitter naturligt af på efterspørgslen på foder. Som et led i optimeringen af fabriksstrukturen stopper DLG derfor foderproduktionen på fabrikken i Aarhus, der årligt producerer cirka 300.000 tons non-GM kvægfoder. Produktionen flyttes i stedet til andre fabrikker, primært Skærbæk, skriver DLG i en pressemeddelelse.
- Vi har et kontinuerligt fokus på at optimere vores struktur og dermed også vores omkostninger. Det er på den baggrund, at vi flytter produktionen fra Aarhus til andre fabrikker. Langt størstedelen af de 19 medarbejdere, der er tilknyttet Fabrik Aarhus, bliver tilbudt et andet job i DLG, men vi er desværre nødt til at sige farvel til enkelte kolleger, siger Bøje Kjær, vicekoncerndirektør for produktion og logistik i DLG.
Fabrikken på Aarhus Havn er den ældste af DLG´s aktive fabrikker med en lang historie, som strækker sig helt tilbage til 1927, og den har gennem årene forsynet danske landmænd med millioner af tons foder.
- Fabrik Aarhus er et vartegn i det aarhusianske byrum, men det er også en fabrik, der står over for nogle omfattende renoverings- og moderniseringsprojekter, hvis den høje produktivitet skal opretholdes. Derfor er det også rettidig omhu at flytte produktionen ud af Aarhus, inden omkostningerne til at holde fabrikken i drift bliver for store, siger Bøje Kjær.
Efter 1. marts vil DLG fortsat lave mindre produktioner af foder til kalve på fabrikken i Aarhus. Samtidig vil dele af bygningerne efter behov blive brugt som lager.
DLG har en lejekontrakt på arealerne, der udløber i 2045. Man vil indgå i en dialog med Aarhus Kommune og andre parter om, hvad der skal ske med bygningerne, som ejes af DLG, når alle aktiviteter er lukket ned.
Lukningen af aktiviteterne på fabrikken får ikke betydning for DLG´s import af råvarer til bulkterminalen på Aarhus Havn.