Danmarks første »Powered By Kramp«-butik åbner hos Skjern Maskinforretning den 10. februar. I samme forbindelse inviterer maskinforretningen til det årlige åbent hus-arrangement.
Hos Skjern Maskinforretning arbejder medarbejderne lige nu på højtryk for at gøre klar til åbningen af den første »Powered By Kramp«-butik i Danmark. Butikken er blevet til i et samarbejde mellem Skjern Maskinforretning A/S og Kramp Danmark med et gensidigt ønske om at give lokale landmænd og entreprenører nem adgang til de mere end 100.000 varenumre, som Kramp har, og som de oftest står og mangler i den daglige drift.
Hos Skjern Maskinforretning har samarbejdet været en oplagt mulighed for at skabe en professionel butik med et bredt udvalg af især de mest aktuelle sæsonvarer. Der har tidligere været butik hos Skjern Maskinforretning, men indretningen og udvalget er anderledes denne gang.
- Vi har lavet helt om på indretningen. Butikken fremstår i dag mere overskuelig, og varerne er nøje udvalgt, så de matcher sæson og behov hos vores kunder. Samarbejdet med Kramp giver desuden rigtig god mening, fordi vores kunder i forvejen har kendskab til mange af deres produkter, siger Kaj D. Pedersen, indehaver af Skjern Maskinforretning.
- Vi vil være landbrugets Amazon
Glad for samarbejdet
Hos Kramp er de glade for samarbejdet. Det betyder nemlig, at de varer, som de forhandler online, også er tilgængelige for kunderne i en fysisk butik. På den måde kan de yde god service – helt lokalt, hvor det er nemt at skifte udvalget ud i forhold til bedst sælgende varer og sæson. Powered By Kramp er et internationalt koncept, hvor deres produkter forhandles i fysiske butikker.
- Vi er rigtig glade for, at Skjern Maskinforretning har sagt ja til at være med på rejsen og på den måde være forsøgsbutik i forhold til at udvikle konceptet her i Danmark. Det er bestemt en lærerig proces for begge parter, hvor der er mange mennesker involveret, siger Bjarke Laulund Madsen, butikskonsulent hos Kramp og uddyber:
- Varesortimentet i butikken er baseret på data, der fortæller, hvilke varer de lokale kunder køber på hvilke tidspunkter, og så er der selvfølgelig også plads til nyheder, vi kan friste kunderne med.
I butikken er der også oprettet et såkaldt Maykers Point, hvilket betyder, at kunderne kan stå i ro og mag hjemme foran computeren og bestille varer, der kan hentes lokalt i butikken.
Kramp med ny online-løsning
Åbner med en fest
Butikken står klar til åbent hus 10. februar, hvor også Skjern Håndbold kigger forbi for at fejre åbningen.
- Vi får besøg af nogle spillere fra Skjern Håndbold, der både kan skrive autografer og spille lidt bold med børnene i vores udstilling, der ligger i forlængelse af butikken, siger Kaj D. Pedersen og tilføjer:
- Og så har vi naturligvis også sørget for gode tilbud, hvis man handler på åbningsdagen.
Det var helt oplagt, at det skulle være Skjern Håndbold, der kiggede forbi til åbningen, fordi både Skjern Maskinforretning og Kramp er involveret i klubben. Åbningen af butikken er slået sammen med det årlige åbent hus-arrangement hos Skjern Maskinforretning, og der er selvfølgelig både masser af maskiner at kigge nærmere på i udstillingshallen og forplejning i form af pølser, øl og vand.
Om åbningsdagen
- »Powered By Kramp« er et internationalt koncept
- Skjern Maskinforretning åbner den første butik i Danmark
- Indvielse finder sted 10. februar
- Der bliver serveret pølser, øl og vand
- Spillerne fra Skjern Håndbold kigger forbi
- Adressen er Industrivej 13, 6900 Skjern