Hvad der startede som en god ide fra en fætter, og som bare skulle være en hobby, har grebet om sig, og JKN Kabineudstyr omsatte sidste år for en million kroner.
Det er gået stærkt for Karin, Jeppe og Mikkel Nielsen – mor og hendes to sønner. I 2019 startede Karin og Jeppe virksomheden JKN Kabineudstyr i Mollerup ved Randers efter at have lavet et kabinebord til en traktor, til Jeppe og Mikkels fætter.
- Det skulle bare være en hyggelig hobby, siger Jeppe Nielsen fra standen på Agro Nord, hvor de var med for første gang. Faktisk for første gang på messe nogensinde.
Karin er uddannet møbelpolstrer og har arbejdet indenfor faget i 21 år.
Vellykket temaaften hos Rasmus Degn A/S
Fra hobby til levebrød
Jeppe smiler og tænker tilbage på den dag i 2019, hvor Mikkel oprettede en Facebookside til JKN Kabineudstyr.
- Der fik vi 100 beskeder på tre timer, det var fuldstændig vanvittigt, siger han.
Samtidig fik de en henvendelse fra traktor- og maskincenteret Sørensen og Lynggaard.
- Dem skylder vi en stor del af æren for, at vi kom i gang, siger Jeppe Nielsen.
Det blev startskuddet til en efterspørgsel, som for et par år siden gjorde, at Mikkel kom med i virksomheden, og Karin sagde sit job op for at lægge alle sine timer i JKN Kabineudstyr.
Der er prestige i at udstille på Agro Nord
Kabinebord efter ønske
Hovedproduktet er kabineborde til traktorer, hvor kunderne kan få deres logo, navn eller andet på.
Kabinebordene polstres, så de får et læder-look, præcis som kunden ønsker.
- Vores styrke er kvaliteten. Der er også andre, der laver borde, men vi skiller os ud ved kvaliteten, forklarer Jeppe Nielsen og beskriver, hvordan meget af kabinebordet er håndlavet. Selve broderingen er der en broderingsmaskine, der står for.
- Der er rigtig meget forarbejde, men det tager kun omkring 50 minutter at lave selve bordet, forklarer Karin.
Jeppe fortæller, hvordan kunden ofte sender en tegning med ønsket til logoet. Det sendes videre til USA, hvorfra JKN Kabineudstyr får »opskriften« til broderingsmaskinen, og Karin kan gå i gang.
Et kabinebord koster omkring 2.500 kroner alt afhængig af, hvor mange detaljer man ønsker.
- Et logo er måske 15.000 sting, siger Jeppe og fortæller, at de netop har lavet et kundeønske til et kabinebord med 80.000 sting i et logo.
- Meget kan lade sig gøre, men ikke alt, siger Karin Nielsen.
New Holland Fynspremiere hos Kragmann
Ud over landets grænser
Sidste år solgte JKN Kabineudstyr 500 kabineborde og havde en omsætning på en million kroner.
- Jeg ved ikke, hvor det her skal ende, griner Jeppe Nielsen.
- Siden starten er omsætningen steget 300.000-400.000 om året.
Og selvom kunderne stadig primært kommer fra Danmark, sælger de også jævnligt til resten af Skandinavien, ligesom der også er sendt produkter til lande som Belgien, Tyskland, Skotland og Kroatien.
Trods kabinebordene er hovedproduktet, laver virksomheden også måtter, gulvtæpper, sæder, skobakker og lignende. Og er senest begyndt at bevæge sig ind i entreprenør- og lastbilbranchen.