Den danske producent af sprøjter, Hardi International i Nørre Alslev på Falster, har i mange år været udfordret på resultatsiden, og i år er ikke anderledes.

Bundlinjen er igen rød for 2022-regnskabet, da årets resultat slutter på -39,5 millioner kroner, hvilket dog er en stigning fra 2021-resultatet, der lød på et underskud på 58,6 millioner kroner.

Imidlertid pointerer administrerende direktør i Hardi, Jens Kristensen, at virksomheden sælger omkring halvdelen af sine produkter gennem fuldt ejet datterselskaber, og der aflejrer man en del af profitten ud.

- Og den omsætning, man ser i regnskabet her, er ikke den omsætning, Hardi har. Den er måske ikke helt, men tæt på dobbelt den omsætning, end de her 512 millioner kroner, der står i regnskabet, forklarer han til Effektivt Landbrug.

Han understreger samtidig, at selvom resultatet er steget, er man alligevel noget under målet, og man fra ledelsens side aldrig er tilfreds med ikke at lave penge. Det er trods underskud stadig det bedste regnskab i fem år.

Barske betingelser

Hardi International fik i efteråret 2021 søsat en ny strategi, indebærende en omstrukturering af hele virksomhedens arbejdsgang for at få virksomheden på ret køl over en fem-årig periode.

Desværre har krigen i Ukraine sat sine spor på forventningerne, der sammen med mange andre faktorer i markedet skabte en sprængfarlig cocktail, der har gjort det svært at manøvrere.

- Vi havde komponent-forsyningssituationen, der blev svær, og vi havde prisstigninger. Og ved udgangen af året havde vi en rekordstor ordrebeholdning og et rekordstor ordre-intake, der har fortsat siden da. Men det gør også, at når vi får prisstigninger på vores produkter, på vores indkøbsside, så rammer det os med det samme. Hvorimod, at der er rigtig lang tid, til en prisstigning kan slå igennem på det, vi sælger, når vi har lang leveringstid, forklarer Jens Kristensen.

Ser ind i yderligere forbedringer

Da Effektivt Landbrug ved 2021-regnskabet havde fat i direktøren, pointerede han, at flaskehalse som mangel på arbejdskraft, forsyningsvanskeligheder og stigende råvarepriser allerede har gjort et indhug i Hardis resultat.

Og skønt regnskabsperioden, der sluttede september 2022, ikke oplevede forbedringer på den front, har man i Hardi set klare forbedringer på forsyningssiden.

Foruden en øget interesse fra kunderne i form af teknologi til præcisionssprøjtning, fortæller direktøren, at man over de næste 12 måneder investerer mere i hardware, end man har gjort i mange år – et tocifret millionbeløb.

Business