Til trods for at det økologiske marked er kommet under pres grundet den høje inflation, øgede Dagrofa i 2022 det samlede salg af økologiske varer med 7 procent i forhold til 2021.
10 procent.
Så meget vil Dagrofa som led i virksomhedens CSR-strategi øge salget af økologiske fødevarer på tværs af foodservice og detail hvert år fra 2021 til 2024.
Trods et udfordret marked for økologi grundet højere omkostninger for danskerne generelt fortsætter Dagrofa samme ambitionsniveau for at fremme økologiske og miljøbevidste varer.
Foruden arbejdet med at synliggøre økologi og sikre et bredt økologisk udvalg af god kvalitet ligger en stor del af nøglen til at nå Dagrofas CSR-mål i koncernens eget mærke, »Grøn Balance«. Selvom økologi-markedet er udfordret af forbrugernes nedsatte købekraft, oplever Dagrofa nemlig en stigning i salget af Grøn Balance-produkter, hvor samtlige fødevarevarianter er økologimærket.
- Vi har i de seneste år arbejdet med at forbedre og synliggøre Grøn Balance mærket, og det har kunderne også kvitteret for. I dag ligger Grøn Balances omsætningsindeks 2,2 procent højere end for et år siden, siger private label-chef i Dagrofa, Steffen Winther.
- Forbrugerne oplever, at de får et rigtig godt økologisk og miljøbevidst produkt med efterspurgte værdier til en konkurrencedygtig pris, og så køber de det selvfølgelig igen. I det hele taget oplever vi en stor forbrugertillid til Grøn Balance, tilføjer han.
- Hamp kan meget, men økonomien kan være svær
Satser på egne mærker
Et andet led i strategien er lanceringen af en årlig øko-tilbudsavis i Meny, som er dedikeret til gode tilbud på økologiske varer, mere synlighed på øko-varer og et inspirerende økologisk sortiment i supermarkederne. Meny ser stor værdi i egne mærker og bekræfter, at forbrugerne i højere og højere grad efterspørger miljøbevidste og økologiske varer.
I en undersøgelse foretaget af Userneeds for Dagrofa svarede hele 44 procent af de adspurgte danskere nemlig, at økologi var »vigtige« eller »meget vigtige« egenskaber for dem, når de handlede dagligvarer.
- Lige nu skubber markedet kunderne yderligere hen mod egne mærker frem for mærkevarerne, men det har faktisk været en stigende tendens gennem de seneste år, uddyber kommerciel direktør i Meny Jesper Gottschalk Bjerring og tilføjer:
- Grøn Balance repræsenterer mange af de værdier, forbrugerne efterspørger, og som vi i Meny gerne vil imødekomme og fremme. Derfor gør vi nu en ekstra indsats for at synliggøre Grøn Balance, som netop har fokus på økologi, miljø, sundhed og høj kvalitet.
Mange økologiske køer er længere tid på græs end kravet
Bruger genanvendt plast
For at synliggøre økologi og Grøn Balance yderligere har Meny planlagt en stor markedsføringsindsats i samarbejde med de lokale supermarkeder. Det indebærer blandt andet konkurrencer, hvor man som kunde kan vinde alle de Grøn Balance-produkter, man kan få ned i sin indkøbsvogn på tre minutter, opskrifter udviklet særligt med Grøn Balance-produkter for øje og en lokal indsats fra købmændene for at sprede mere viden om økologi og Grøn Balance.
- Vi har høje ambitioner for Grøn Balance, som jo har et særligt ansvar at leve op til som vores eget mærke. Plastemballagen i Grøn Balances plejeserie er nu af 100 procent genanvendt plast, mens vi er oppe på 30 procent genanvendt emballage for hele Grøn Balance, fortæller CSR-chef i Dagrofa, Henrik Johannsen.
- Som en del af CSR-strategien vil vi med blandt andet Grøn Balance bidrage til mere økologi, sundhed og reducere anvendelsen af plastik, tilføjer han.