To dage lukket hele sommeren: Krise hæmmer stort slagteris kapacitet

Slagterivirksomheden Tican har meldt ud, at koncernens slagteri i Sydjylland vil holdes lukket to dage om ugen gennem hele sommeren og sandsynligt også ind i efteråret grundet manglende slagtesvin.

Fra og med uge 22 går Brørup på arbejdsfordeling, og der slagtes for en periode kun tirsdag, onsdag og torsdag.

Sådan lyder beskeden i det ugentlige nyhedsbrev fra Tican, der blev udsendt 11. maj 2023, om slagtesituationen.

- Desværre lader grillsæsonen stadig vente på sig, hvilket betyder en afdæmpet efterspørgsel på ferske varer. Dog er udbuddet også begrænset, som følge af den lave mængde af slagteklare grise, der er til rådighed, så priserne handles til uforandrede niveauer, skriver Tican om markedssituationen.

Slagteriet i Brørup skal ifølge mediet Finans køre med reduceret slagtekapacitet i 13 uger, og efter de 13 uger vil det med stor sandsynlighed blive nødvendigt for Tican at gentage den samme øvelse med ugentlige lukkedage på virksomhedens slagteri i Thisted.

- Først arbejdsfordeling i Brørup og dernæst i Thisted. Det er et realistisk scenarie med de prognoser, vi har for tilførslerne af grise de kommende måneder, fortæller Steen Sønnichsen, der er konstitueret adm. direktør for Tican, til mediet.

Tican vælger altså at reducere kapaciteten efter en periode, hvor produktionen af slagtegrise er styrtdykket i på det danske marked. Siden begyndelsen af 2022 er bestanden af slagtesvin på danske gårde faldet med en tredjedel.

Kapacitet-reduktionen kommer blot to uger efter, at Danish Crown valgte at lukke sit slagteri i Sæby grundet fald i af svin til slagtning.

Læs også