Med 60 millioner kroner fra Novo Nordisk i ryggen skal forskerne fra Københavns Universitet de næste seks år samle viden til at udvikle et klogere landbrug, som kan være bæredygtigt og samtidigt producere mad nok til verdens voksende befolkning. Det sker i et samarbejde med kollegaer fra Aarhus Universitet og Rothamsted Research i England.
Under navnet »One Crop Health«, skal projektet fremme fremtidens bæredygtige planteavl ved at kigge på, hvordan man reducerer brugen af pesticider samtidig med, at der sikres højt udbytte. Her kommer tiltag som overvågning med kunstig intelligens, robotteknologi og bioteknologi i spil som mulige løsninger.
I samarbejde med 100 landbrug, fordelt ligeligt i Danmark og England, starter man fra bunden med at samle data ind fra virkeligheden.
- En del af projektet handler om at samarbejde med landmænd, og bruge deres marker til at opdage smarte løsninger, så fremtidens landbrug kan baseres på den bedst mulige viden, siger professor Paul Neve fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab i en pressemeddelelse.
Universitet får 45 millioner kr. til forskning i bæredygtige fødevaresystemer