Højere dyrevelfærd, bedre arbejdsforhold og på forkant med fremtidens forventede krav. Det er nogle af de overvejelser, som Ole og Rune Sørensen i Kullerup har haft i spil forud for det byggeprojekt, der nu nærmer sig den afsluttende fase for step 1.
Løse diegivende søer i farestalden har igennem flere år været et emne på svinebranchens dagsorden. Udvikling og forskning af den helt rette faresti har derfor flere steder ligget som et mangeårigt projekt på tegnebrættet, og forskellige varianter er også gennem årene landet med både succes og udfordringer ude i bedrifterne.
Udviklingen af lige netop den type faresti, der skulle ind i farestaldens sektioner på Kullerupgård, har svineproducent Ole Sørensen og sønnen Rune Sørensen på 27 år dog valgt at sætte deres helt eget præg på.
I et tæt samarbejde med inventarfirmaet Vissing Agro er de kommet frem til den fremtidssikrede løsning, som de forventer vil kunne sikre såvel høj dyrevelfærd, gode arbejdsforhold og bedre effektivitet.
Klar til fremtiden
Full-line UK-produktionen hos Ole og Rune Sørensen i Kullerup består af 580 årssøer med slagtesvin og smågrise fordelt på tre øvrige ejendomme. Herudover driver de 500 hektar, hvoraf kornproduktionen fortrinsvist er til brug i eget mølleri.
Teamet på den samlede bedrift består af i alt 8,5 mand, hvoraf såvel Ole som Rune Sørensen begge indgår i den daglige drift i staldene.
Det overordnende samarbejde mellem far og søn beror desuden på et fremadrettet glidende generationsskifte, og begge parter, ligesom det øvrige team i stalden, har været inddraget i beslutningsprocessen omkring udviklingen af den endelige og fremtidssikrede version af en faresti.
Beslutningen om det bygge- og renoveringsprojekt, der så småt startede op i sommeren 2020, havde i nogen tid været undervejs, idet de gamle farestaldssektioner fra henholdsvis 1986 og 2000 var ved at være nedslidte.
Første step i projektet har været opførelsen af den 13,5x64 meter nye længe med plads til to nye farestaldssektioner med 60 farestier, samt en løbeafdeling til 33 dyr og en gylteafdeling med 60 stipladser. Den del er netop blevet klar til indflytning, hvorefter step 2, med tømning og hovedrenovering af de eksisterende stalde, kan påbegyndes.
Få ekstra dyr – meget mere plads
Udvidelse af besætningen har ikke som sådan været hensigten med projektet, og byggeriet giver også kun plads til yderligere 30 stipladser. Derimod får dyrene mere plads, ligesom det er udformningen af de nye farestier på 2,5x2,5 meter, som kræver en del ekstra kvadratmeter.
Ifølge Rune Sørensen kom projektet første gang på tegnebrættet i forbindelse med, at der i 2018 kunne søges om tilskud til projekter med henblik på løsdrift i farestalden. Siden har projektet langsomt taget form og med en forlænget frist på opførelsen af byggeriet, er det nu blevet tiden, hvor forventningerne til det nye system skal indfries.
- Når den eksisterende stald bliver klar, får vi i alt seks farestaldssektioner med én lige gang ned i midten, forklarer Rune Sørensen om sektionerne, der bliver mere strømlinet og meget lettere at arbejde i end de gamle.
Stierne, som familien Sørensen har fået udviklet sammen med Vissing Agro, vender så soens krybbe, og pattegrisehulen er placeret ud mod gangen. Det både for at sikre en lettere arbejdsgang, men også øget arbejdssikkerhed, idet personalet ikke skal ind til den løse so for at håndtere pattegrisene, rense krybben, tildele halm i halmhækken monteret på bøjlen i farestien, eller for at komme til vand- og mælkekop.
Fremtidens koncept
- Vi har ingen erfaring med løse søer i farestalden, men jeg forventer, at vi skal være med i en erfagruppe for besætninger med løse diegivende søer, når vi er kommet godt i gang, lyder det Rune Sørensen, der ikke er i tvivl om, at der er nogle arbejdsgange, der bliver anderledes i de nye stalde.
Udgangspunktet er, at farebøjlen lukkes op på fjerdedagen efter faring, sådan som både brancheerfaringer og også dyrevelfærdsorganisationer foreskriver det, for at sikre den højest mulige pattegriseoverlevelse.
Han lægger dog heller ikke skjul på, at forventningerne til de nye farestier er høje.
- Vi tror på, at udviklingen går mod de løsgående søer, og det er det, der bliver fremtiden. Vi er ikke i tvivl om, at det er et godt koncept, og erfaringerne melder da også om tungere grise ved fravænning og mere glade grise, siger Rune Sørensen, der endvidere peger på de kommende krav i Tyskland, der netop omfatter løse søer i staldsystemerne.
- Jeg mener også, at vi med det her valg imødekommer den folkestemning, der er i forhold til forventningerne til dyrevelfærd. Vi tror på, at det her er løsningen, der både er bedre for grisene og for landbrugets omdømme, påpeger den unge svineproducent, imens han viser rundt i det nyopførte staldafsnit, hvor håndværkerne denne dag er ved at lægge sidste hånd på værket.
Gennemførte detaljer
Selvom gangene i de lange sektionerne er smalle, så tegner staldmiljøet til både at blive lyst og åbent, idet det lave inventar ud mod gangarealet giver et godt overblik ud over farestierne.
Der er generelt tænkt grundigt over detaljer og de små finesser ved farestiernes udformning.
- Vissing har været meget åbne overfor at samarbejde omkring udviklingen af stien. De har sat modeller op, så vi har kunnet se stien i fuld størrelse, ligesom vores personale har været med oppe hos firmaet og se prototypen for at være med inde over tilpasningen, fortæller Rune Sørensen, imens han viser den frie passage i stien for en sikker udførelse af arbejdet, uden at skulle ind til soen, samt detaljen med mulighed for trynekontakt mellem pattegrisene stierne imellem.
På grund af miljøkrav til projektet er der valgt 25 procent fast gulv og gyllekøling, men det har så samtidig betydet, at de østfynske svineproducenter har kunnet få gulvvarme i pattegrisehulerne.
- Vi har desuden valgt linespil i det hele. Det giver dels mulighed for at tildele mere halm, men hvis hyppig udslusning også bliver et miljøkrav i fremtiden, så bliver det også nemmere med linespil, lyder vurderingen fra Rune Sørensen.
Gnidningsfri byggetilladelse
Rune Sørensen ærgrer sig over, at Covid-19 satte en stopper for muligheden for at vise det færdige projekt frem.
- Det skulle i det mindste bare have været for at vise vores naboer, hvad det er vi bygger, påpeger han og understreger, at miljøtilladelse og byggetilladelse er kørt lige efter en snor og uden nogen klager under høringsfasen.
- Vi bevarer jo stort set også det samme antal dyr. De får bare mere plads, siger han og lægger ikke skjul på, at han nu bare glæder sig til at tage det hele i brug.
Gule sten
Det er JJ Byg i Horne, der har hovedentreprisen på projektet, mens Vissing Agro A/S i Brædstrup har leveret alt inventar, Endelig har Skov A/S har stået for den diffuse ventilation med loftventiler.
De 900 kvadratmeter ny stald er opført i elementer med gule bakkesten, for at det matcher de eksisterende længer i gule sten. Kun gavlen mod indkørslen er opført i gule sten for den komplette visuelle helhed.
- Det er en lang og smal stald, men det er samme pris som en kort og bred, idet spærene er billigere til den smalle bygning, forklarer Rune Sørensen og tilføjer, at staldens placering også giver mulighed for en eventuel fremtidig udvidelse væk fra byen, hvis det skulle komme dertil.
Kullerupgaard
● Beliggende i Kullerup på Østfyn
● Ejes af Ole Sørensen, men sønnen Rune Sørensen (27) arbejder med, med henblik på glidende generationsskifte
● Full-line UK-produktion
● 580 årssøer med slagtesvin og smågrise
● 500 hektar planteavl
● I alt et team på 8,5 mand om arbejdet på bedriften
Byggeriet
● Opførelse af 900 m2 ny stald med plads til to farestaldssektioner, løbeafdeling og gylteafsnit
● De to nye farestaldssektioner består af 60 nye farestier til løse diegivende søer
● Den nye løbeafdeling har plads til 33 dyr, mens gylteafdelingen har 60 stipladser
● Desuden renovering af eksisterende farestalde
● Det er JJ Byg, der har hovedentreprisen på projektet. Vissing Agro har leveret alt inventar. Skov har stået for den diffuse ventilation med loftventiler