Svineproducenter i byggehumør
Flere svineproducenter har planer om at bygge til eller bygge nyt i den kommende tid. Sådan lyder vurderingen fra Erik Larsen, der er formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, samt Kim Heiselberg, der er formand for Danske Svineproducenter.
Forventningen og vurderingen er, at flere danske svineproducenter er klar til at udvide og bygge nyt den kommende til.
Én af dem, der deler den vurdering, er formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen:
- Med den økonomi, der er i svineproduktionen i øjeblikket, tror jeg helt klart, at man har optimisme på det.
Også Kim Heiselberg, der er formand for Danske Svineproducenter ser optimismen blandt de danske svineproducenter, hvor især økonomi, tilskudsmuligheder og gode markedsmuligheder spiller ind.
- Hen over efteråret var det jo en kæmpe udfordring at få afsat sine smågrise, og det har sat gang i mange projekter, hører jeg mig til. Og det skyldes jo også, at noteringen har været gunstig hen over 2020, konstaterer Kim Heiselberg.
Hos byggefirmaerne inden for staldbyggeri, mærker men også den stigende efterspørgsel fra byggelystne svineproducenter.
Som eksempelvis hos firmaet Agrifarm A/S, der laver Intellifarm-stalde og Air Clean-luftrensere.
- Vi arbejder med en række projekter lige nu, som ser ud til at blive realiseret. Men det er en lang proces, så det kan godt ske, at flere af projekterne kommer til at strække sig til næste år, fortæller Poul Erik Christensen, produktchef hos Agrifarm A/S.
Han tilføjer, at virksomheden ikke har gang i staldbyggerier inden for svineproduktion lige nu. Til gengæld har man seks kvægstaldsbyggerier under opførelse i det syd- og sønderjyske.