De vil være Nordjyllands største i indendørs staldteknik
Et nybyggeri skal få Hallund Staldservice tættere på deres drøm om at blive Nordjyllands største inden for deres område – indendørs staldteknik.

Anne Marie og Anders Larsen glæder sig til foråret, hvor de nye bygninger til deres virksomhed, Hallund Staldservice, står klar.
Til foråret 2019 kommer Hallund Staldservices nye bygninger til at stå fuldstændig klar. Nyt værksted, ny lagerhal og ny velfærdsbygning. I alt omkring 2.500 kvadratmeter.
De første gamle bygninger er allerede jævnet med jorden og den nye lagerhal, første etape, står klar. Her skal virksomheden bo og fungere, indtil alt er klar til indflytning i det nye år.
Indehaverne Anne Marie og Anders Larsen forventer at bygninger, asfalt og parkeringsplads står klar til foråret 2019.
- Vi vil fremtidssikre virksomheden og være Nordjyllands største indenfor indendørsteknik til staldbygninger, siger Anders Larsen.
Seks års byggeplaner
Byggetankerne startede for seks år siden, hvor parret stod overfor et valg om enten at bygge nyt eller at lukke virksomheden ned.
- Vi kunne rage bygningerne ned, plante skov og gå på arbejde, griner Anders Larsen, men hverken han eller hustruen Anne Marie havde lyst til at lukke den virksomhed de sammen startede i 2004, for som de selv siger, gik det jo faktisk meget godt.
Derfor valgte de at ville bygge en ny lagerhal. Men papirarbejdet skulle vise sig ikke at gå helt så let som parret havde håbet på, og først seks år efter blev det grønne lys tændt, og første spadestik kunne tages.
- For seks år siden ville vi kun bygge en lagerhal, og havde vi fået lov til det dengang, havde vi jo aldrig fået det vi får nu, hvor alt bliver nyt, siger Anne Marie.
Hovedentreprenør er Arne Andersen Vrå A/S. Og Anne Marie og Anders giver da også projektleder Per Nielsen en stor del af æren for, at projektet i dag kan lade sig gøre.
Vil vise ordentlighed
Glæden til det nye står færdig er ikke til at tage fejl af, for det gamle autoværksted har set bedre dage.
- Vi har jo intet gjort ved det i seks år og allerede dengang kunne det ikke mere, siger Anne Marie.
Parret og de ansatte glæder sig til selv at skulle arbejde i nye lokaler, men også til at vise et mere ordentligt billede overfor kunderne.
- Det nye skal give kunderne en større tiltro til os. De skal ikke være i tvivl om, at det er et ordentligt firma, siger Anders, som erkender at knæhøjt ukrudt, murbrokker og fodervogne oven i en byggeplads ikke giver det bedste billede til omverdenen.
Men det kommer det til. For de nye bygninger skal afspejle virksomhedens værdier om kvalitet, brugbare løsninger, funktionalitet, nærhed, tætte relationer og et højt serviceniveau.
Mærkede ikke finanskrisen
Virksomheden startede i 2004. Dengang var en ordre på 3.000 kroner i den absolut høje ende.
- Lige inden finanskrisen skulle vi pludselig skrive regninger på både en hel og halvanden million kroner, husker Anders.
Og arbejdet fortsatte trods der blev snakket om krise i erhvervet.
- Rent omsætningsmæssigt mærkede vi ikke noget til finanskrisen. Vi specialiserede os i at købe gamle anlæg op, som vi reparerede og solgte igen til halv pris. Samtidig skal alt jo vedligeholdes uanset om det er nyt eller ej, så vi havde nok at lave, husker Anders Larsen.
Skal ansætte flere
Sådan er det stadig. Faktisk har Hallund Staldservice lige nu næsten for meget at lave i forhold til, at hele det nye bygningssæt først står klar til foråret.
- Vi siger nej til ordre, for vi har simpelthen ikke fysisk plads, fortæller Anders Larsen.
Derfor betyder større lokaler også at Hallund Staldservice minimum forventer at skulle ansætte 3-4 montører mere.
- Der er rigeligt med arbejde til i hvert fald et par servicebiler mere, fortæller Anne Marie.
Loyale kunder og trofaste medarbejdere
Og alt dette kunne hverken lykkes uden medarbejdere eller kunder.
- Vi har flere kunder, som har været med fra start, siger Anders og samtidig har flere af medarbejderne også været med siden Anders ret hurtigt måtte indse, at opgaverne var for mange til, at han kunne klare dem alle alene.