Danmark forsker selv i effekten af carbon farming
Landbrugsstyrelsen har åbnet for en støttepulje for forskning i landbrugets udledning af drivhusgasser såvel som af næringsstoffer.

- Det er en type projektansøgninger, som vi vil være interesserede i at se. Nogle, der i højere grad kan hjælpe os med at finde ud af en måde at opgøre på den enkelte bedrift, hvad effekten på kulstoflagring er af det, som landmanden foretager sig, siger projektleder i Landbrugsstyrelsen, Marie Dam om forskning i carbon farming (foto: Landbrugsstyrelsen)
Carbon Farming bliver en vægtig del af forskningsindsatsen i en ny støttepulje, »Bedriftsudledningsprogrammet«, som skal skabe et bedre fagligt grundlag for at vurdere landbrugets bidrag til drivhusefffekten fra dyrkningen på markerne samt fra husdyr, stalde og lagerfaciliteter.
129 millioner kroner har Folketinget afsat til formålet for 2022 i forbindelse med sidste års stor landbrugsaftale om en grøn omstilling og udmøntningen herhjemme af EU’s landbrugsreform. Forskere fra universitetet og andre, offentlige eller private forskningsinstitutioner kan ansøge om at få del i pengene.
Også landbrugsdriftens effekt på natur og vandmiljø skal belyses nærmere af de forskningsprojekter, som bliver støttet med penge fra puljen, som styrelsen åbner for ansøgninger til her i foråret. Det gælder ffekten fra såvel klimagasser som næringsstoffer.
Behov for mere forskning
Projektleder Marie Dam siger om specielt forskning i carbon farming:
- Det er en type projektansøgninger, som vi vil være interesserede i at se. Nogle, der i højere grad kan hjælpe os med at finde ud af en måde at opgøre på den enkelte bedrift, hvad effekten på kulstoflagring er af det, som landmanden foretager sig.
Det er for tidligt at sige, om den forskning, der kommer ud af styrelsens forskningsprogram, kan bruges som input til regulering af handel med klimakreditter i sådan en certificeringsordning, som kommissionen planlægger, siger Marie Dam.
- Det er sandsynligt, men vi ved det ikke endnu. Det kræver nogle politiske beslutninger om, hvordan det skal laves.
Landbrugsstyrelsen har på forhånd for formuleringen af opdraget for støtteordningen haft forskere til at rådgive sig om, hvad er behov for af ny forskning til at få bedre viden om effekten af carbon farming.
Projekterne må vare maksimalt fire år for at få støtte. Pengene kommer fra den danske statskasse uden medfinansiering fra CAP'en.