Vær opmærksom på reglerne for olieafgift ved produktion af strøm

Flere virksomhedsejere går i øjeblikket med overvejelser om selv at kunne producere strøm ved hjælp af en dieselgenerator for at sikre virksomhedens drift. For mange grise- og mælkeproducenter kan det være en god idé, hvis man er opmærksom på reglerne, skriver LandboNords skatteekspert, Jens Chr. Obel.

Af Jens Chr. Obel, chefrådgiver i Landbord Skat

Mange grise- og mælkeproducenter med et højt strømforbrug går måske med overvejelser, om de skal investere i en dieselgenerator til produktion af strøm.

Fordelen er, at man med en dieselgenerator kan producere strømmen, når der er brug for den, i modsætning til solcelleanlæg og vindmøller. 

Produktion af strøm med diesel passer måske ikke så godt ind i CO2-dagsordenen, men med de nugældende elpriser er det en overvejelse værd.

Diesel er ikke billigt, og en væsentlig del af prisen udgøres af olieafgifter på over 2 kroner pr. liter. Mange vil måske tro, at olieafgiften kan godtgøres på lige fod med den diesel, der i øvrigt bruges på bedriften, men så enkelt er det ikke. 

Godtgørelse af olieafgift på diesel anvendt i en dieselgenerator kræver, at man er registreret efter el-afgiftsloven som el-producent. Registrering efter el-afgiftsloven indeholder både »kan«- og »skal«-bestemmelser. 

For det første kræver registrering efter el-afgiftsloven, at der kontinuerligt produceres el. Det vil sige, at man ikke kan vælge at slukke for generatoren og købe fra nettet, når el er billig, og så selv producere når den er dyr. 

Stationære og mobile

For det andet skal effekten på generatoren være større end 50 kW, og endelig skelner man mellem stationære og mobile anlæg. 

Der er altså flere forhold, man skal være opmærksom på for at sikre godtgørelse af olieafgiften. Skattemæssigt kan generatoren afskrives som et driftsmiddel, men der opnås ikke 16 procent tillæg alene af den grund, at generatoren anvender diesel. 

Deciderede nødstrømsanlæg er fritaget for elafgift, hvis det alene anvendes, når den normale elektricitetsforsyning svigter.

Olieafgiften på nødstrømsanlæg kan derfor heller ikke afløftes. 

For nødstrømsanlæg, som anvendes samtidig med den almindelige elektricitetsforsyning, gælder der særlige regler. 
 

Læs også