Den danske produktion af slagtesvin står foran et fald på 4-6 procent i de kommende tre år. Det vurderer Landsforeningen af Danske Svineproducenter på baggrund af en ny spørgeundersøgelse foretaget blandt medlemmerne.

Producentforeningen har på basis af besvarelserne udregnet en stemningsindikator for den samlede svineproduktion i Danmark.

- I år viser indikatoren en forventning om en uændret produktion af slagtesvin i Danmark for de kommende år. Da indikatoren imidlertid altid er for optimistisk, regner vi med et markant fald på cirka 4–6 procent i de kommende år, lyder det fra Danske Svineproducenter i en omtale af undersøgelsen i bladet Svineproducenten, der lander i medlemmernes postkasser i den kommende weekend.

- I 2015 viste vores beregnede indikator, at slagtesvineproduktionen ville falde med 4 procent. Selvom det allerede var overraskende negativt dengang, var den faktiske nedgang i produktionen endnu større. Nemlig minus 6,8 procent. Blandt andet på grund af forskellige støtteordninger var vores stemningsindikator meget positiv i 2017. Faktisk er slagtesvineproduktionen da også steget med 3,7 procent fra 2017 til 2018.

God økonomi

Over halvdelen af de adspurgte svineproducenter i undersøgelsen er enige eller meget enige i udsagnet »Økonomisk set klarer jeg mig godt«.

Dét overrasker Danske Svineproducenter.

- Vi skal huske, at dette års spørgeundersøgelse blev gennemført, inden grisepriserne eksploderede. Mindre end 20 procent af respondenterne var uenige eller meget uenige i udsagnet. En årsag kan selvfølgelig være, at de respondenter, der økonomisk ikke var konkurrencedygtige, allerede var tvunget til at forlade erhvervet, skriver producentforeningen, og tilføjer:

- I 2017, hvor Danish Crown og Tican kæmpede med yderligere tillæg om nye slagtesvin, og smågrisenoteringerne nåede et højt prisniveau, var stemningen naturligvis bedre.

Næsten to tredjedele af svineproducenterne nævner »økonomi/pris/notering« som den største udfordring i de næste 1-2 år. Men også politiske og nye krav til svineproduktionen opfattes som en større udfordring i forhold til undersøgelsen for to år siden.

Aldersproblem

Da der kun kommer meget få unge ind i erhvervet for øjeblikket, stiger gennemsnitsalderen i undersøgelsen hvert år med cirka 0,95. Lige nu er der kun få producenter, der går på pension, men det er kun et spørgsmål om tid, før det bliver en udfordring for dansk svineproduktion, vurderer Danske Svineproducenter.

- Vi skal huske, at dette års spørgeundersøgelse blev gennemført, inden grisepriserne eksploderede

Danske Svineproducenter

Undersøgelsen, der er lavet i marts – før prisstigningerne i slagtesvinemarkedet tog fart – bygger på 296 besvarelser, der dækker i alt cirka 221.000 søer og cirka 673.000 stipladser til slagtesvin.

- Med en god responsrate på 39 procent kan stikprøven anses som repræsentativ for større svinebesætninger i Danmark, skriver Danske Svineproducenter.

mip

Finans