Vildtet ved ikke bedre, og fylder deres maver med efterladt plastik – og især plastik fra udpakkede wrapballer ser ud til at være den helt store skurk.
På en jagt syd for Søndersø, fandt erfarne jægere tidligere på året kadaveret af et dådyr, der tydeligvis var sultet ihjel.
- Det er ikke rare billeder, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi får sat fokus på, at vildtet ikke ved bedre, end at de spiser det plastik, vi har haft rundt om wrapballer. Så det er altså vigtigt, at vi ikke bare, lader plastikken flyve afsted, når vi fodrer vores heste, siger Morten Rasmussen, der har henvendt sig til LandbrugFyn af samme årsag.
- Det er jo helt sikkert ikke af ond vilje, at plastikken ikke lige er kommet i affaldssorteringen. Men kan vi gøre det synligt, at der altså er dyr, der dør af sult, fordi de får plasten i maven og ikke selv kan komme af med det igen, er det måske lidt lettere at huske at rydde op efter sig næste gang, siger han.
Morten Rasmussen understreger, at der kun var synlig plastik fra wrapballer og ingen snor eller bånd.
Han påpeger ligeledes, at det også kan være en mulighed, at dyrene går direkte hen til wrapballerne og spiser af plastikken. Han anbefaler derfor, at man tjekker, om,der er løse plastender, der blafrer i vinden. I fald, håber han, at man vil tage sig tid til at tape dem fast, så vildtet ikke kan få fat.