- Vi var klar til et stort skue
Optimismen var i top med næsten udsolgt dyrskueplads og flot program. Efter corona-aflysningen lades i stedet op til et endnu bedre fynsk dyrskue i 2021.

Med et stærkt fundament blandt andet med en ny dyrskuechef var der lagt op til et flot dyrskue. Over 200 heste var allerede tilmeldt Det Fynske Dyrskue, som skulle have fundet sted 12. til 14. juni.
Tekst og foto: Erik Hansen
DYRSKUE De fleste mindes nok sidste års fynske dyrskue, hvor det nærmest regnede væk om lørdagen, og derfor måtte arrangørerne, Fynsk Landbrugs Eventforening, tage til takke med et besøgstal på knap 44.000.
Siden er det lykkes at skabe et nyt, stærkt fundament for dette års skue, og derfor var det en rigtig ærgerlig ny dyrskuechef, som før påske sammen med alle øvrige arrangører af dyrskuer og større sommerarrangementer modtog statsministerens besked om, at alle sådanne store aktiviteter aflyses frem til og med udgangen af august måned.
- Jeg er virkelig ked af det. Vi troede virkelig på, at det skulle lykkes. Vi havde fået skruet et godt program sammen, og har mødt en rigtig stor opbakning blandt udstillerne, lyder det fra dyrskuechef Sara Ekknud, der ellers kunne melde stort set udsolgt af stande på erhvervsudstillingen og fødevaremarkedet over to måneder før skuet, der efter planen skulle være afholdt den 12. til 14. juni.
Over 200 heste tilmeldt
Den 1. april åbnede muligheden for tilmelding af heste, og på få dage var 208 heste tilmeldt, fortæller dyrskuechefen, som nu i stedet har travlt med at aflyse aftaler med leverandører og tilbagebetale tilmeldingsgebyrer til udstillere.
- Så det er lidt af en mavepuster at komme over. Men den energi og den opbakning, vi har haft i år, tager vi nu med os ind i arbejdet frem mod næste års dyrskue, som vi meget snart går i gang med forberedelserne til, forsikrer hun.
Stærkt setup
Også formanden for Fynsk Landbrugs Eventforening, Torben Povlsen, ærgrer sig.
- Vi havde set meget frem til at afholde sommerens dyrskue. Det er særlig ærgerligt, da vi netop havde opbygget et stærkt setup for arrangementet. Vi har mødt en kolossal opbakning, så vi i så god tid allerede var tæt på udsolgt.
Landboforeningsformanden havde set frem til at vise landbruget frem for forbrugerne, og ikke mindst i disse tider sætte fokus på dansk fødevareproduktion og de lokale produkter.
- Samtidig går vi glip af indtægterne fra skuet, men til gengæld har vi så heller ikke omkostningerne. Vi må nu have set nærmere på, hvilke muligheder der er i kompensationsordningerne, lyder det fra formanden for Fynsk Landbrugs Eventforening.