Direktøren har ordet

LandbrugØst giver her ordet til direktør Camilla Dupont, der står i spidsen for holdet bag landets største dyrskue.

Camilla Dupont er direktør for Roskilde Dyrskue og står således i spidsen for holdet bag landets største dyrskue. Foto: Jesper Hallgren

Af Camilla Dupont, direktør for Roskilde Dyrskue

Nu åbner vi snart portene på Dyrskuepladsen, og der har endelig været nogle dage med sol. Det er lidt nemmere at forestille sig dyrskuet, når regnen ikke siler ned og temperaturen om morgenen er nede på to grader. Jeg håber, at arbejdet i markerne skrider frem – I har også ventet på det gode vejr.

I år har vi ventet lidt længere på at komme i gang med at bygge op til dyrskuet, da Skills i april blev blev afviklet på Dyrskuepladsen. Skills summede af unge mennesker, der stolte af deres fag dystede om at blive de bedste.

Vi skal bakke de unge mennesker op, der tager en erhvervsuddannelse, og som gør det med engagement, og jeg er stolt over, at vi har over 30 erhvervsuddannelser repræsenteret på dyrskuet i år.

Vi har altid sagt, at Roskilde Dyrskue står på »tre ben« – dyr, maskiner og fødevarer, men vi har med årene har fået et »fjerde ben« – erhvervsuddannelserne.

Du møder erhvervsuddannelser tre steder på Roskilde Dyrskue. På Maskingårdspladsen kan du møde mekanikere, på den store gårdsplads ved hovedindgangen er der 10 uddannelser fra ZBC repræsenteret, og på området »Fremtidens Håndværkere« har vi i år godt 20 erhvervsuddannelser, der hver især demonstrerer deres håndværk.

Stande og udstillerlounge

Efterspørgslen på stande har været stor, og vi kunne tidligt melde udsolgt i maskinudstillingen. Derfor har vi også fastholdt udvidelsen ved Port 9, og der er gjort plads til et nyt streetfood-område med ni nye madboder og en isbod. Vi har udvidet indgangen i Port 9 til det dobbelte, så vi kan få gæsterne hurtigere ind på pladsen.

Alle erhvervsstande er solgt, og vi har i år udvidet fødevareudstillingen i Spisekammeret med udendørs stande – blandt dem en stor stand for iværksættere.

Den store tilslutning fra virksomhederne betyder, at dyrskuet i år har over 450 stande fordelt rundt på hele Dyrskuepladsen, og vi har et nyt tiltag for standholderne – en udstillerlounge, der dels giver mulighed for at netværke på tværs og dels gøre det lettere at få stillet sulten uden at skulle stå i kø ved madboderne.

Vi er utrolig glade for den interesse, der er for at udstille på Roskilde Dyrskue, og vi håber, at det bliver et fantastisk år for vores standholdere.

Vi har i år oplevet en stigning i tilmeldingen af blandt andet heste og kødkvæg, og det er dejligt.

Udover de to store publikumsfavoritter – Det Store Hesteshow og traktortræk, så får vi også besøg af gardehusarerne i Ring 1.

Gårdspladser og aktiviteter

Selvom meget er ved det gamle, så er der også nyheder på årets dyrskue. Der er kommet havetraktortræk på programmet, og på Maskingårdspladsen vil der blive stillet skarpt på temaet energi, hvor blandt andet Biogas.dk kommer og formidler processen i biogasanlæg, og Arbejdstilsynet kommer og formidler om sikkerhed i landbruget.

På alle dyrskuets gårdspladser zoomes der ind på landbruget, og der er formidling i øjenhøjde for både store og små med en masse aktiviteter og oplevelser.

Børnene kan røre ved koens dissekerede yvere, »se« grisens lunger i aktion, lave sine egne halmballer, male korn, smage på dyrskuemælken, få en traktortur og meget mere.

De fire gårdspladser på Dyrskuet er delt op i malkekvæg, kødkvæg, maskiner og så er der den store gårdsplads. På den store gårdsplads er der flere temaer og aktiviteter, men det er især grisene, halmlabyrinten og Zoo’s børnescene, der tiltrækker mange gæster.

Gårdspladserne er vores platforme for formidling, og vi vil gerne opfordre alle i landbruget til at komme med idéer til emner. Til skuet i 2025 håber vi at være klar med en ny gårdsplads med fokus på klima og bæredygtighed i landbruget. Udover gårdspladserne er der også et væld af spændende aktiviteter hos 4H – blandt andet et spændende projekt om insekthoteller.

I Spisekammeret har vi sammensat et spændende program, hvor blandt andet kokkene Umut Sakarya og Michael Museth går i køkkenet og serverer smagsprøver, og i Esport hallen er scenen sat til endnu et Danmarksmesterskab i Farming Simulator.

Roskilde Dyrskue året rundt

Roskilde Dyrskue står på et stærkt fundament af relationer til landbruget. Det gælder maskinforhandlere, dyreopdrættere, fødevareproducenter og mange andre leverandører og aktører indenfor fødevarer og landbrug.

Dette fundament af relationer og viden kan bruges til mere end blot at afholde dyrskue i tre dage. Roskilde Dyrskue kan med afsæt i erfaringen, traditionerne og de mange relationer til landbrugets aktører fortælle den gode historie om landbruget med den samme mangfoldighed, som også kendetegner dyrskuet.

Fremover skal Roskilde Dyrskues udvikling ikke kun ske på Dyrskuepladsen, men gennem aktiviteter året rundt bidrage til formidlingen af dansk landbrug. Aktiviteterne skal styrke fortællingen om landbruget og de danske fødevarer, herunder landbrugets bidrag til den grønne omstilling.

Samarbejdspartnerne bliver dyrskuets udstillere, landmænd, interesseorganisationer og virksomheder, der er leverandører til landbruget. Kort sagt alle, der vil være med til at bringe landbruget hjem i stuerne til danskerne. Men nu skal vi først holde dyrskue.

Jeg håber, at I får en dejlig dag på dyrskuet, og jeg vil gerne takke alle vores sponsorer, udstillere og samarbejdspartnere.

Læs også