Landets største maskinudstilling er blevet endnu større
Det er landets største udendørs maskinudstilling, man kan opleve på Roskilde Dyrskue, hvor maskinområdet efter en udvidelse er det største siden 1989.

Maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue er udvidet med knap 7.000 kvadratmeter og bliver med i alt næsten 63.000 kvadratmeter den største i over 30 år. Foto: Jesper Hallgren
Trods to års »corona-aflysninger« har alt op til dyrskuet i slutningen af maj været som det plejer for Niels Mathiasen, der er udstillingskoordinator i Roskilde Dyrskues sekretariat.
Traditionen tro kan Niels Mathiasen nemlig konstatere, at der fortsat er stor interesse for maskinudstillingen på dyrskuet, som er landets største udendørs maskinudstilling.
- I år vil der være 184 udstillere, og de er fordelt på 166 standpladser, fortæller Niels Mathiasen, og gør opmærksom på, at der 18 såkaldte medudstillere, som deler en stand sammen med en anden udstiller.
63.000 kvadratmeter
Som tidligere omtalt i LandbrugØst har Roskilde Dyrskue i samarbejde med Roskilde Kommune fået mulighed for at udvide maskinudstillingen.
- Der er fjernet hegn, fældet træer og lavet stier for at udvidelsen kan blive en naturlig del af det eksisterende udstillingsområde, fortæller Niels Mathiasen, der oplyser, at udvidelsen er på knap 7.000 kvadratmeter.
- Ved det seneste dyrskue i 2019 var maskinudstillingen på 56.000 kvadratmeter, men med udvidelsen kommer vi op på næsten 63.000 kvadratmeter, siger Niels Mathiasen.
- Dermed, tilføjer han, har vi også fået plads flere af de store udstillere, som vi tidligere ikke har haft plads til. Det er vi naturligvis rigtig glade for.
Højt fagligt indhold
Maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue vil dermed brede sig over det største område siden 1989, hvor området var på 66.000 kvadratmeter. Rekorden stammer i øvrigt fra året før. I 1988 var maskinudstillingen således på hele 72.000 kvadratmeter.
- Efter to aflyste dyrskuer er det bare fantastisk, at der stadig er den store opbakning til Roskilde Dyrskue, lyder det fra Niels Mathiasen, som tilføjer:
- Som altid kan gæsterne se frem til en maskinudstilling med et højt fagligt indhold, og det bliver en udstilling, hvor man kan finde alt fra en lille split til et komplet sorteringsanlæg.