Dyrskuet har haft fokus på køerne

Både udenfor og indenfor Dyrskuepladsen har Roskilde Dyrskue arbejdet på at forbedre forholdene for de mange besøgende.

Med over 113.000 gæster var der i 2019 besøgsrekord på Roskilde Dyrskue, og det gav en række udfordringer både indenfor og udenfor Dyrskuepladsen i Roskilde. Det har man ikke glemt hos Roskilde Dyrskue, selv om dyrskuet som bekendt blev »corona-aflyst« i både 2020 og 2021.

På enkelte tidspunkter var der decideret trafikkaos ved Dyrskuepladsen, hvor det stort set var umuligt at opdrive en parkeringsplads, og inde på selve Dyrskuepladsen var der ind imellem meget lange køer i madboerne.

Begge faktorer har Roskilde Dyrskue arbejdet på at forbedre og på den måde skabe en endnu bedre oplevelse for de mange besøgende.

- Der vil være flere madboder rundt omkring på Dyrskuepladsen, og det skulle selvfølgelig gerne være med til at sikre, at køerne ikke bliver urimelig lange, fortæller Camilla Dupont, der er direktør for Roskilde Dyrskue.

Trafikale udfordringer

Udenfor Dyrskuepladsen kan trafikken i området til tider også medføre lange køer, og i bestræbelserne for at begrænse problemerne har Roskilde Dyrskue haft møder med både P-vagterne, Politihjemmeværnet, Roskilde Kommune og Vejdirektoratet.

- Vi har arbejdet med flere forskellige løsninger, men vi må også bare erkende, at når så mange mennesker samles, vil det skabe trafikale udfordringer, lyder det fra Camilla Dupont.

Trods enorme parkeringsarealer var det i 2019 ind imellem næsten umuligt at finde en parkeringsplads, og for mange dyrskuegæster ender det ofte med en lang gåtur til indgangen.

Bus til Dyrskuepladsen

- For at afhjælpe lidt af problemerne med afstanden mellem parkeringsarealerne og indgangen har vi undersøgt mulighederne for at indføre shuttlebusser, men det kan vi desværre ikke, fortæller Camilla Dupont.

- Forklaringen er, oplyser hun, at vi ikke kan reservere plads til busserne. Det vil blot skabe endnu mere trafik ved Dyrskuepladsen, og infrastrukturen er simpelt hen ikke gearet til det. Busserne vil ende med »at sidde fast« i køerne ind til pladsen.

- Vi er naturligvis utrolig glade for den store opbakning, der er til dyrskuet, og vi kan love, at vi gør alt, hvad vi kan for at få det hele til at køre så godt som muligt, forsikrer Camilla Dupont.

Hun gør slutteligt også opmærksom på, at der er busser mellem Roskilde Station og Dyrskuepladsen, mens der er dyrskue. Det vil måske kunne få dyrskuegæster til at droppe bilen til fordel for den offentlige transport.

Læs også