Ventetiden er endelig ved at være slut. I slutningen af maj vender den store dyrskuefest i Roskilde tilbage efter to års pause som følge af corona-pandemien.

Når portene fredag den 27. maj åbnes til Roskilde Dyrskue, er det præcis 1.090 dage siden, der blev sat et flot punktum for det enorme jubilæumsdyrskue i 2019.

Dengang var der i løbet af de tre dyrskuedage 113.017 besøgende, og dermed bød dyrskuets 50-års jubilæum i 2019 på publikumsrekord.

Nu er der altså så dyrskue igen, og traditionen tro er det med et omfangsrigt program, der tilgodeser både børn og voksne med forskellige interesser. Engagerede dyreejere glæder sig til at vise deres dyr frem, og udstillerne ser frem til at præsentere nyheder og gode dyrskuetilbud.

Stor udstilling bliver større

Som tidligere omtalt i LandbrugØst har Roskilde Dyrskue i samarbejde med Roskilde Kommune fået mulighed for at udvide maskinudstillingen, der således bliver den største siden 1989.

- Der er fjernet hegn, fældet træer og lavet stier for at udvidelsen kan blive en naturlig del af det eksisterende udstillingsområde, fortæller udstillingskoordinator i Roskilde Dyrskue, Niels Mathiasen, der oplyser, at udvidelsen er på knap 7.000 kvadratmeter.

- Ved det seneste dyrskue i 2019 var maskinudstillingen på 56.000 kvadratmeter, men med udvidelsen kommer vi op på næsten 63.000 kvadratmeter, siger Niels Mathiasen.

- Dermed, tilføjer han, har vi også fået plads flere af de store udstillere, som vi tidligere ikke har haft plads til. Det er vi naturligvis rigtig glade for.

Flere madboder

Flere udstillere vil præsentere forskellige maskinnyheder på Roskilde Dyrskue, hvor der er arbejdet på at forbedre forholdene for de mange besøgende, der på skuet i 2019 indimellem oplevede meget lange køer i madboderne.

Camilla Dupont, direktør i Roskilde Dyrskue, oplyser i den forbindelse, at der vil være flere madboder rundt omkring på Dyrskuepladsen, og det skulle naturligvis gerne være med til at sikre, at køerne ikke bliver urimelig lange.

Hun gør dog også opmærksom på, at når så mange mennesker er samlet, kan det naturligvis ikke undgås, at der til tider vil opstå kødannelser både udenfor Dyrskuepladsen og inde på selve pladsen.

Åbningstider og billetpriser

Tid og sted

Fredag den 27. maj: Klokken 8.00 - 21.00

Lørdag den 28. maj: Klokken 8.00 - 21.00

Søndag den 29. maj: Klokken 8.00 - 17.00

Adresse: Dyrskuepladsen, Darupvej 19, 4000 Roskilde

Entré

Voksne: 140 kroner (120 kroner ved køb online).

Børn (6-12 år): 50 kroner.

Børn op til fem år har gratis adgang.

Pensionister: 100 kroner (90 kroner ved køb online).

Studerende: 100 kroner - ved fremvisning af gyldigt studiekort (kan kun købes ved indgangen).

Familiebillet for to voksne og tre børn i alderen 6-12 år: 340 kroner – kan kun købes online (ikke ved indgangen).

Voksenbillet til alle tre dage: 280 kroner (240 kroner ved køb online).

Børnebillet til alle tre dage: 100 kroner.

For yderligere oplysninger henvises til roskildedyrskue.dk