Syge børn inviteres på dyrskuet: 10-årige Malthe kom på dyrskue
Det Fynske Dyrskues samarbejde med OUH’s børneafdeling betyder utroligt meget for de indlagte børn.

Malthe Skovgaard Pedersen er opereret ikke mindre end 29 gange på grund af en tarmsygdom. Fredag var han til stor nydelse med sin mor og en medhjælper fra OUH's børneafdeling på Det Fynske Dyrskue. Foto: Jonas Brammer, KommPress.
OUH´s børneafdeling ligger en spytklat fra dyrskuepladsen, og når vinduerne om sommeren og særligt den 17.-19. juni under dyrskuet, står åbne, kan børn og forældre tydeligt høre livet på pladsen – maskinerne og dyrene.
Derfor har OUH og Det Fynske Dyrskue i godt 30 år haft et tæt samarbejde, hvor syge børn og deres familier kan tage på dyrskuepladsen for at forsøde tilværelsen en smule med gode oplevelser.
En af dem er 10-årige Malthe, der har en tarmsygdom, som gør, at han er blevet opereret intet mindre end 29 gange. I dag lever han med angst og PTSD og er kronisk smertepatient. Han går ikke i skole og bliver hjemmeundervist. Han er helt fjollet med dyr og især maskiner, så derfor betyder sådanne oplevelser utroligt meget for ham. Malthe var afsted med sin mor Rie og deres medhjælper.
Glædet sig i flere dage
- Malthe har glædet sig i flere dage til at komme på Det Fynske Dyrskue. Han har slet ikke kunne vente med at få den oplevelse. Samtidig er vi enormt taknemmelige for at få muligheden, og at dyrskuet og børneafdelingen på OUH bakker op om børn med sygdomme. Malthe kan ikke holde til så meget og derfor er det helt perfekt, at vi selv her på dyrskuet kan gå rundt og opleve på egen hånd og tage tingene i vores tempo, fortalte Malthes mor, Rie Skovgaard Pedersen.
Og der er ingen tvivl om, at Malthe Skovgaard Pedersen har en god dag.
- Jeg har glædet mig meget til at se de store dyr og især de store traktorer. Jeg kan godt lide de røde Massey Ferguson traktorer, sagde han.
Dyrskuet kan få børn ud af sengen
Mette Sorang Kjær, der er kontaktperson og talsperson fra H. C. Andersen Børne- og Ungehospital er glad for samarbejdet med Det Fynske Dyrskue.
- Vi er utrolig glade for samarbejdet. På forunderlig vis er dyrskuet noget af det, der kan få børnene ud af sengen. Og selvom det måske kun er en traktor eller en ko, de har energi til at se, så er det stadigvæk en stor oplevelse.
Og Malthe er enig.
- Jeg har været henne og klappe flere heste. Jeg rider selv i min fritid, og det har hjulpet meget i forhold til min sygdom.