Fredag går det løs på Hovedengen i Ribe, hvor 2022-versionen af Ribe Dyrskue finder sted. Arrangører og udstillere er i den grad klar.
Er der noget, der er er sikkert som jul, nytår og påske – så er det dyrskue i Ribe hvert år den sidste fredag i juli.
Sidste år vendte Ribe Dyrskue tilbage – som alt andet - efter en længere coronapause, og trods udfordringer med oversvømmelse fra Ribe Å, blev skuet en succes.
En succes håber arrangørerne vil gentage sig i år, hvor opbakningen fra udstillere på pladsen, samt dyreudstillere i ringen, igen har været stor.
- I år flasker tingene sig indtil videre, siger tovholder Jens Christiansen, der glæder sig over, at dyrskuegængerne sidste sommer ikke lod sig slå ud af åvand.
Ud over de mange bedømmelser af dyr, så byder årets program på gamle kendinge som VM i Gummistøvlekast, Grisevæddeløb, Heste-parade og den afsluttende Ærespræmie-parade.
Der er også nye indslag på programmet og spændende ting i støbeskeen:
- For første gang kommer Tønder Politihundeforening og laver opvisning med politihunde, siger Jens Christiansen.
Ribe Dyrskue oplever stor opbakning fra erhvervsudstillere, og det har derfor været nødvendigt at øge antallet af pladser på udstiller-arealet, som er tæt på udsolgt.
Erhvervsudstillerne og det lokale erhvervsliv har også været generøse med sponsoreringen af ærespræmier, så der i år er flere præmier at kæmpe om end normalt. Arrangørerne håber derfor på stor tilslutning fra dyreudstillerne.
- Når vi i år har godt med ærespræmier skyldes det, at vi sidste år havde enormt mange tilmeldte dyr, som et af landets eneste afholdte dyrskuer. En del virksomheder har så valgt at fastholde en ekstra ærespræmier i år, og det er vi naturligvis meget taknemmelige for. Nu håber vi så bare, at dyreudstillerne stiller talrigt op, siger Jens Christiansen.
Ribe Dyrskue 2022 afholdes 29. juli kl. 9.00 -16.30 på Hovedengen i Ribe.