Ny hovedsponsor på Roskilde Dyrskue
Martin Vesti Thygesen har været med i flere årtier, når Roskilde Dyrskue løber af stablen. I år er han hovedsponsor med sin virksomhed MTE.ApS.

MTE.ApS, som er ny hovedsponsor på Roskilde Dyrskue, arbejder med at terrænregulere jord. Foto: MTE.ApS
- Vi har haft vores egen stand, men vi kan ikke løbe fra, at vi har taget skridtet videre og er blevet hovedsponsor i år. Det giver bare mening, siger Martin Vesti Thygesen, der er direktør i virksomheden MTE.ApS og fortsætter:
- Dyrskuet er en fremragende tradition. Hvis ikke det var for corona, så havde det været mit 29. år på dyrskuet i år. Når jeg er med, møder jeg folk, som jeg kender. Folk, jeg er vokset op med. Venner, folk jeg arbejder sammen med, deres familier og børn. De er der allesammen.
Historien om hovedsponsoraftalen havde sin begyndelse i 2022, hvor Martin Vesti Thygesen faldt i snak med Niels Mathiasen, der er salgskoordinator på dyrskuet.
Meningsfuldt at blive hovedsponsor
- Niels Mathiasen gik og prikkede lidt til mig, og sagde, at jeg da kunne blive sponsor. Jeg undersøgte sagen nærmere og fandt ud af, at det faktisk gav mening for mig at blive hovedsponsor i stedet, siger han og fortsætter:
- Jeg får samme størrelse stand, men lidt bedre beliggenhed og samtidig får jeg muligheden for at bidrage til dyrskuet på en måde, der er ny og spændende for mig, hvor jeg kan give noget ekstra. Det er meningsfuldt for både min virksomhed og for mig personligt.
Virksomheden etablerer desuden ridebaner, da det ligger godt i tråd med terrænreguleringer og kundesegmentet.
- Det er vigtigt, at folk har nogle ordentlige faciliteter. Der vil jeg gerne give noget igen. Vi er også sponsor på flere forskellige konkurrencer, og vi nyder de mange oplevelser, det byder på.
Gode, grønne fortællinger
MTE.ApS beskæftiger sig med terrænreguleringer ved jordhåndtering. Lige nu håndterer virksomheden alt den rene jord, indbygningsegnede jord og muldjord fra Novo Nordisk og deres nye, store byggeri.
- Jeg modtager jorden fra Novo Nordisk. Det er SCT, der er min kunde, men jeg understøtter håndteringen. Samtidig er jeg sat ind i lovgivning, krav og alt derimellem, som gør, at min virksomhed kan bidrage positivt til klimadagsordenen, siger han.
For Martin Vesti Thygesen spiller dyrskuet også en stor rolle, når det gælder samfundets forståelse af det arbejde, hans virksomhed udfører. Han konkretiserer med et eksempel.
- Når nogen har fået bygget et nyt hus, kan det snildt være os, der har modtaget den overskydende jord, og derved er jorden måske brugt til at hæve marker et sted i nærområdet. Her opstår der en forbindelse mellem husejeren, min virksomhed og landmanden. Det er en enormt fed oplevelse at dele den fortælling, fordi alle parter oplever at være en del af et positivt bidrag til noget større end os selv.