Fremtidens mælkeproduktion er pløjefri

Mælkeproducent Kaare Larsen, Nordsjælland, er ikke i tvivl. Fremtidens dyrkningsform er pløjefri, og det handler om at komme med på vognen, før det er for sent. Mød ham på FRDK's stand på Kimbrerskuet, hvor der også bliver mulighed for at få vurderet mulighederne for pløjefri dyrkning på egen bedrift.

Der er sket store forandringer med jorden, siden Kaare Larsen stoppede med at pløje. Blandt andet er der kommet meget mere liv og flere regnorm i jorden. De mange små jordklumper i jordoverfladen her er regnormeekskrementer.


Mælkeproducent Kaare Larsen sår direkte i uberørt stub med sin Weaving skiveskærsmaskine, der skærer en rille i jorden og placerer frøet deri.

Listen over fordele ved det pløjefri system er lang, når mælkeproducent Kaare Larsen, Gilleleje, begynder at liste op.

Mere dyrkningssikker jord, der hverken skyller eller flyver væk, og som bedre modstår både tørke og enorme regnmængder. En langt bede bæreevne og dermed færre spor efter gyllevognen.

Siden 2010 har han bevæget sig fra pløjefri dyrkning og over i conservation agriculture, hvor han sår direkte uden forudgående jordbearbejdning.

- Det har været som at genopfinde sit eget landbrug, siger han.

Rejsen de sidste 20 år har givet ham en langt bedre økonomi. Blandt andet på grund af en stor tids- og ressourcebesparelse med de samme udbytter.

Og det liv, der kribler og krabler både under og over jorden og øger biodiversiteten, er også en kæmpe bonus.

Fremtidens dyrkningsform

Men det bedste ved at være godt i gang med systemet er alligevel, at han er overbevist om, at det er den vej, landbruget kommer til at bevæge sig i.

Det skyldes blandt andet, at han har været med til at udvikle Arlas nye Incentive-model, som mælken bliver afregnet efter fremover.

Allerede nu gives der point for det, Arla kalder carbon farming og biodiversitet. To parametre, der er opfyldt med reduceret jordbearbejdning.

- Vi kommer til at se og høre meget mere til kulstoflagring i jorden i Arla-regi, og jeg er sikker på, at de sidste 20 point i Incentive-modellen bliver øremærket til mere carbon farming, siger han.

Allerede nu kræver Arla for eksempel, at deres leverandører jævnligt tager jordprøver.

Kom med på vognen

Kaare Larsen kan kun opfodre sine mælkeproducent-kollegaer til at hoppe med på vognen. Ikke alene på grund af alle de praktiske og økonomiske fordele, det giver i dagligdagen, men også fordi det vil være at ruste sig til fremtiden at komme i gang medpløjefri dyrkning og dermed carbon farming.

- Mit råd er, at man skal bevæge sig med undervejs. Orientere sig om, hvad der rører sig også på europæisk niveau, hvor parlamentet peger på carbon farming som en af vejene til at nå klimamålene, siger han.

Det er en dårlig idé at vente på, at det indhenter en.

- Hvis det hele kommer som krav på én gang, så giver man op, fordi det bliver uoverskueligt, og man forlader måske erhvervet som en bitter mand, siger Kaare Larsen.

Han og kollegaer fra FRDK står klar på Kimbrerskuet til at tage en snak om mulighederne for at komme i gang med pløjefri dyrkning. De tilbyder i dagens anledning et gratis mini-PløjefriTjek.

Få et gratis mini-PløjefriTjek

Kom ind på stand 122, hvor pløjefri landmænd og FRDK PløjefriRådgivere står klar til at tage en snak med dig om dine muligheder for at blive pløjefri landmand.

Hvis du får lavet et gratis mini-PløjefriTjek, deltager du i konkurrencen om at vinde bogen »Sund jord«. Der bliver trukket lod om tre præmier.

Du kan også høre mere om et PløjefriTjek ude på din bedrift.

Læs også