220 dyr skal i ringen i Kødkvægsskue Nord

Kødkvægsskuet Nord i Messecenter Vesthimmerland i Aars tegner til at blive en succes, når 80 kødkvægsudstillere fra hele landet og mere end 200 dyr går i ringen.

Forventningerne er tårnhøje, når 220 kødkvægsdyr stiller til bedømmelse fredag og lørdag den 8. og 9. marts i Messecenter Vesthimmerland i Aars til debuten på, hvad der har fået navnet, Kødkvægsskuet Nord.

Her har to nordjyske kødkvægsforeninger, Thy, Mors og Handherred samt Himmerland valgt at sparke gang i et dyrskue for kødkvæg.

- Der kommer 80 kødkvægsudstillere med i alt 14 forskellige kødkvægsracer. Det, synes jeg, er virkelig flot, siger Emil Bjerregaard, som er med i styregruppen bag skuet.

Hele fredagen vil der være enkeltdyrsbedømmelser, mens interbreed-konkurrencerne finder sted lørdag. Her findes og hædres skuets bedste par, bedste besætningsgruppe, bedste han- og hundyr, bedste kødkvægsdyr og som noget nyt, bedste kalv på tværs af racer.

Fokus på fællesskabet

Der er sat flere tiltag i værk for både børn af udstillere og børn, som kommer på besøg. Der vil blandt andet blive holdt et arrangement, Børnenes kødkvægsskue, for udstilleres børn, som har fokus på fællesskabet og den gode oplevelse. De besøgende kan glæde sig til et besøg af 4H.

- Vi vil rigtig gerne kunne tiltrække nogle børnefamilier også, siger Emil Bjerregaard om baggrunden for initiativet.

Ud over 4H-dyrene forventer Emil Bjerregaard, at der også kommer daggamle kyllinger, et får med små lam og lignende.

For initiativgruppen bag betyder fællesskabet omkring et dyrskue enormt meget. Derfor er der blandt andet arrangeret fællesspisning for alle udstillere fredag aften.

- Det er der faktisk en god opbakning til – bedre end vi nok egentlig havde forventet, siger Emil Bjerregaard.

Ny race får dyrskuedebut

To kødkvægsdyr får måske lidt mere opmærksomhed end de øvrige over 200 dyr, når de indtager Messecenter Vesthimmerland. De er nemlig af racen speckle park, som aldrig tidligere er vist frem på et dansk dyrskue.

- Det er da helt vildt stort at kunne fremvise en ny race her, lyder det fra styregruppen bag skuet.

Kødkvægsracen stammer fra Canada og kommer efter, man har krydset Angus og Korthorn. I Danmark bruges den allerede til krydsning af malkekøer, men for kødkvægsskuets dommere bliver det første gang på dansk jord, at racen skal bedømmes.

Der er pr. 1. januar 2024 registreret syv dyr af racen i Danmark.

Læs også