Regn skyllede forventningerne væk
Med ny ledelse og tiltag var håbet at hæve besøgstallet til over 50.000. Det ødelagde regnvejret hele lørdagen.
Sidste år faldt besøgstallet ved dyrskuet i Odense fra 57.000 til 44.000, og foruden udskiftning af dyrskueledelsen var der sat flere sejl ind for at vende denne tendens og ikke mindst for at sikre det økonomiske fundament for arrangementet.
At det ikke lykkedes at hente flere tilskuere i år skyldtes primært det regnfulde vejr hele lørdag. Efter godt 18.000 tilskuere fredag, heraf 9.600 børnehave- og skolebørn med gratis adgang, var kun 8.400 gæster på pladsen lørdag, hvor det fra morgenstunden var regn- og tordenvejr. Til gengæld kom der anderledes gang i tælleapparaterne søndag, hvor der blev registreret 17.459 besøgende i det flotte solskinsvejr.
Dermed sluttede Det Fynske Dyrskue med et samlet besøgstal på 43.840, eller en anelse færre end i fjor.
- Vi er på rette vej med det nye koncept, selvom der selvfølgelig har været indkøringsproblemer, som vi vil evaluere og rette op på, pointerer formanden for Fynsk Landbrugs Eventforening, Torben Povlsen. Dyrskuet skal være en succes for alle, både gæster og udstillere, og for os skal det være en event, som hviler i sig selv.
- Der har været rigtig gode signaler og en god kontakt mellem land og by i de tre dage. Desværre skyllede lørdagen nærmest væk, men det sluttede godt, lød det søndag eftermiddag fra formanden.
Næste år afvikles Det Fynske Dyrskue i dagene fredag den 12. til og med søndag den 14. juni.






































