Maskinforretning har lagt alle æg i én kurv
Nellemann Machinery er flyttet til Ringsted og sætter i år fuldt fokus på Roskilde Dyrskue.

Roskilde Dyrskue er i år det eneste dyrskue, Nellemann Machinery deltager i, og virksomheden sætter alle sejl til for at gøre standen et besøg værd. Arkivfoto
Normalt deltager Nellemann Machinery i flere dyrskuer rundt om i landet, men i år lægges alle æg i én kurv – nemlig Roskilde Dyrskue.
Med virksomhedens nye hovedkvarter i Ringsted ønsker man at sætte fuldt fokus på de lokale kunder inden for både landbrug, have/park og entreprenørbranchen.
Det bliver med en stand, hvor der bliver et stærkt udvalg af maskiner og redskaber til både marker, by og grønne områder. Det oplyser Lars Rævsager, der er salgs- og marketingchef hos Nellemann Machinery.
- Vi har en mangeårig tradition for at være med på Roskilde Dyrskue, og det er en begivenhed, vi altid prioriterer højt, fortæller Lars Rævsager og tilføjer:
- I år bliver det dog noget særligt, fordi det er første gang, vi deltager som en »lokal« virksomhed efter vi er flyttet i vores helt nye hovedkvarter i Ringsted. Vi er rykket fra storbyen og ind midt i landbrugslandet – og det forpligter.

- Vi har en bred palet af maskiner med, så vi kan præsentere hele vores portefølje, siger Lars Rævsager, salgs- og marketingchef hos Nellemann Machinery. Pressefoto
Bred palet af maskiner
Da Roskilde Dyrskue altså i år er det eneste dyrskue, Nellemann Machinery deltager i, sættes alle sejl til for at gøre standen et besøg værd. Og det er uanset, om man kommer fra landbruget, en kommune eller anlægsbranchen.
- Vi har en bred palet af maskiner med, så vi kan præsentere hele vores portefølje. Vores kundekreds er langt fra udelukkende landbrug, for vi arbejder i lige så høj grad med kommuner, boligselskaber og entreprenører. Netop derfor er Roskilde Dyrskue det rette sted for os at være, påpeger Lars Rævsager.
- Vi oplever, fortsætter han, at publikum på Roskilde Dyrskue er meget alsidigt, og derfor har vi naturligvis maskiner og redskaber med, der matcher behovene i flere brancher, blandt andet redskabsbærere fra Kärcher, traktorer og redskaber fra Kubota samt robotklippere fra Belrobotics.