Ejet af samme slægt siden 1760: Vil sælge plantebedrift for 142 millioner
Kildemark mellem Hadsten og Randers er netop blevet sat til salg. Den har været ejet af den samme slægt siden 1760, men i fremtiden vil solcelleplaner og den grønne trepart få betydning for ejendommen.

Den næsten 600 hektar store plantebedrift Kildemark består af syv ejendomme og rummer både dyrket agerjord, naturarealer og mindre skovpartier. Foto: Skråfoto/Klimadatastyrelsen
Det er en af de sjældne ejendomme, der netop er blevet sat til salg af EDC Videbæk via Landbrugsmarkedet.dk. Kildemark, der ligger mellem Randers og Hadsten, har et samlet areal på 599,23 hektar, består af syv ejendomme.
Ejendommen, der sælges som del af et dødsbo, er udbudt til en pris på 142 millioner kroner.
Ifølge salgsopstillingen har Kildemark været ejet af den samme slægt siden 1760, og det er dermed en bedrift med en usædvanlig lang historie. Den samlede ejendom består af syv ejendomme, hvoraf de seks ligger samlet ved Vissing, mens den sidste er en bygningsløs ejendom ved Lyngå.
Jordarealet udgør i alt knap 600 hektar, heraf omkring 552 hektar dyrket agerjord. Jorden er overvejende klassificeret som JB 5-9, altså rigtig god landbrugsjord med et højt udbyttepotentiale.
Ifølge markplanen dyrkes der blandt andet vinterhvede, vårbyg og vinterraps, og i foråret 2026 skal cirka 200 hektar tilsås, mens resten er etableret i efteråret 2025. Det resterende areal består af småskove, søer og øvrige naturarealer.

Driftsbygningerne på Kildemark har tidligere været anvendt til svineproduktion, men er i dag indrettet til planteavl, lager og tørring. I baggrunden ses kornsiloanlægget med tre siloer. Foto: EDC Videbæk
Solceller og grøn trepart i horisonten
Hovedejendommen rummer et større bygningsanlæg, hvor driftsbygningerne tidligere har været anvendt til svineproduktion, men i dag er ombygget til plantørreri og lager. Derudover er der etableret et kornsiloanlæg med tre siloer på hver 1.000 tons, og der er ifølge salgsopstillingen forberedt elkapacitet til eventuel udvidelse.
Den samlede udbudspris er 142 millioner kroner, hvoraf jorden alene er værdisat til 132 millioner kroner. Bygninger og stuehuse udgør dermed en relativt begrænset del af den samlede pris, hvilket understreger, at det især er jordarealet, der bærer værdien i handlen.
Fremadrettet kan ejendommen blive påvirket af både energiprojekter og landbrugspolitik. Sælger har indgået en options- og lejeaftale om udvikling af et solcelleprojekt på op mod 250 hektar, som en kommende ejer er forpligtet til at indtræde i. Samtidig opfordres køber til at undersøge ejendommens rolle i den grønne trepart, som ventes at få betydning for arealanvendelsen i området i de kommende år.
Med tilføjelsen af Kildemark er der i alt syv ejendomme til salg via Landbrugsmarkedet med en salgspris over 100 millioner kroner.






































