Brødrene Jakob og Morten Dyhr Jensen sætter deres livsværk på Midtsjælland, et landbrug på i alt 410 hektar til salg hos EDC Landbrug Poul Erik Bech for 99 millioner kroner.
Brødrene Dyhr Jensen fra Midtsjælland har valgt at sætte deres landbrugsejendomme til salg, da der efterhånden er mange lys i lagkagen og de gerne vil stoppe, mens legen er god.
Der er tale om en slagtesvineejendom på 160 hektar, en liebhaver planteavlsejendom på 118 hektar og en anden ejendom med planteavl på 132 hektar.
Og salget er udtryk for rettidig omhu, lyer det fra Morten Dyhr Jensen.
- Vi har valgt at sætte til salg efter devisen om rettidig omhu. Ingen af vores børn ønsker at overtage driften. Vi vil gerne stoppe, mens vi stadig er sunde og raske og vores landbrug er i tiptop, siger han og fortsætter:
- Vi har set for mange landmænd, der nærmest skal bæres ud og skulle have stoppet inden deres produktion og ejendommene begyndte at gå ned af bakke. Så ligesom når vi skal købe en stor landbrugsmaskine eller have renoveret noget på vores ejendomme, så har vi altid planlagt det i god tid og forsøgt at gennemføre tingene på det bedst mulige tidspunkt. Vi er startet flot, og så vil vi også rigtig gerne stoppe flot, så vi sælger, mens vi kan videregive nogle veldrevne bedrifter, siger storebroderen.
Lillebror Jakob tilføjer:
- Vi vil gerne sælge på toppen, mens vores landbrug stadig er velholdte og veldrevne. En eller flere kommende købere kan komme ind fra gaden og overtage vores bedrifter fra dag 1. Vi står stærkt og faktisk har vi aldrig drevet tingene bedre, været trimmet bedre og aldrig stået skarpere, end i dag. Vi vil stoppe på toppen og har ingen planer om at blive båret ud - og vi vil selvfølge fortsætte med at give den fuld gas, indtil en aftale er på plads., siger han.
Sjovt at have det sjovt
Man skal ikke tage de nyopsatte til salg-skilte som udtryk for, at det går skidt på bedriften, lyder det fra Morten Dyhr Jensen.
- Vi har nogle veldrevne landbrug og er på ingen måde nødlidende. Vi har fx altid arbejdet efter at være i den bedste fjerdedel i forhold til at producere slagtesvin, og det kan vi stadig bryste os af. Ja, og så glæder vi os til at bruge tid på nogle andre ting og nyde den sidste alderdom, siger han.
- Vi har levet efter mottoet: »Det er sjovt at have det sjovt - det er kedeligt at kede sig«. Så vi har altid sørget for at have det sjovt undervejs og vil stoppe inden det bliver surt. Og så glæder jeg mig til at kunne købe en ny diskokugle og andet udstyr, så jeg kan bruge mere tid på mit mobile diskotek, siger han med et kæmpe grin.
Og lillebror Jakob vifter med et stykke papir og tilføjer:
- Og jeg har lige i dag fået det fysiske bevis på, at jeg har fået jagtbevis, så det vil jeg bl.a. bruge tid på fremover, så vi glæder og til mere frihed og kunne lave nogle andre ting fremover - både privat og arbejdsmæssigt.
Planlæg inden det bliver surt
Landbrugschef i EDC Landbrug Poul Erik Bech, Frank Poll, siger:
- De to brødre vælger at sælge deres livsværk i god tid. De har altid drevet tingene imellem sig 50/50 og vil stoppe mens legen er god, og de stadig kan få nogle penge ud til at lave andre ting i tilværelsen. I mit arbejde har jeg set mange i landbrugsbranchen, som ender med at køre surt i det, bliver for gamle og ikke får planlagt at sælge i god tid, siger han og fortsætter:
- Det er ærgerligt, hvis man ellers har haft et godt og været tilfreds med sit arbejdsliv. Mange vil gerne blive boende i deres landbrugsejendom, hvilket er forståeligt, men vi hjælper også mange videre og mange vælger også en løsning, hvor de sælger markerne fra, så de kan blive boede. Det er dog ikke tilfældet i denne sag.
Tre bidder til salg
Det er tænkeligt, at porteføljen bliver delt op blandt flere nye ejere. I hvert fald er ejendommen blevet delt op i salgsmaterialet.
- I forhold til brødrene Dyhr Jensens landbrugsportefølje, har vi valgt at dele den op i tre forskellige bidder, da det er det mest sandsynlige salgsscenarie set med mine øjne. Men kommer der en og vil købe det hele, så er det selvfølgelig også en mulighed. De to produktionsenheder ligger faktisk kun 40 meter fra hinanden, og markerne dækker et område på kun 8 km fra den ene ende til den anden, så det ligger godt og samlet. Det er nogle gode, solide landbrugsejendomme med god jord. Generelt er der mange købere i det Midtsjællandske til disse typer ejendomme, så vi forventer derfor en fornuftig efterspørgsel på landbrugsejendommene og vi glæder os til at hjælpe brødrene Dyhr Jensen videre.
De tre ejendomme koster henholdsvis 43 millioner, 30 millioner og 26 millioner kroner.