Få et bedre samarbejde med banken

Ifølge en økonomikonsulent er der meget, man som landmand kan gøre for at opnå et bedre samarbejde med banken – og hermed øge sine chancer for gode finansieringsaftaler.

Vær åben og sig det med det samme – også når det går dårligt. Selvom du måske er bekymret for bankens reaktion, bliver det ikke bedre af at vente. Tværtimod. Sådan lyder et råd fra økonomikonsulent Kristian Bak Larsen, Patriotisk Selskab.

Er man i tvivl om, hvorvidt banken tror på fremtiden for ens virksomhed, så kan det ifølge økonomikonsulent Kristian Bak Larsen, Patriotisk Selskab, muligvis være på tide at kigge indad:

- Man kan overveje, om man egentlig giver banken en grund til at tro på ens virksomhed. Har banken indsigt i og forståelse nok for virksomheden, til at de kan se potentialet og tør være med på nye projekter? spørger Kristian Bak.

Han tilføjer, at når banken har et stort engagement i en virksomhed, så vil den gerne have, at ejeren jævnligt informerer om resultaterne og økonomien, uanset om det går godt eller dårligt. Det giver dem tryghed – også selvom det selvfølgelig ikke går supergodt hele tiden.

Sæt dig i bankens sted

- Hvis man kan opbygge et godt samarbejde med banken, øger det chancerne for at få nogle gode finansieringsaftaler i hus – og samtidig kan man have ro i maven omkring samarbejdet og det næste møde i banken, man skal til, konstaterer Kristian Bak Larsen.

Han er ikke i tvivl om, at banken er klar på at låne penge ud, hvis den tror på, at det kan blive en fornuftig forretning begge veje. Men det er op til virksomhedsejeren at vise – hvilket er nemmere at gøre, hvis man prøver at sætte sig ind i, hvordan banken ser på ens virksomhed.

mip

Gode råd til samarbejdet med banken

  • Vær åben og sig det med det samme – også når det går dårligt. Selvom du måske er bekymret for bankens reaktion, bliver det ikke bedre af at vente. Tværtimod
  • Yd banken løbende service – ikke bare med et regnskab en gang om året, men gerne med et budget/en budgetopfølgning hvert kvartal.
  • Få lagt en plan for din finansiering, som spiller sammen med den overordnede strategi for din virksomhed, samt hvilke risici finansieringen indebærer.
  • Kend din virksomhed og dine tal. Det kan dog være en fordel at tage din økonomikonsulent med til mødet med banken, hvis du for eksempel er bange for at gå kold i en teknisk forklaring eller glemme at fortælle en vigtig detalje

Kilde: Kristian Bak, økonomikonsulent, Patriotisk Selskab

 

Læs også