Der er fortsat modstand mod planerne om en 170 kilometer lang elforbindelse med luftledninger i Syd- og Vestjylland på trods af, at Energinet i en rapport skriver, at det ikke er teknisk muligt at grave mere end 15 procent af forbindelsen ned.
Mandag udkom den længede ventede reviderede rapport fra Energinet om den praktiske udførelse af Vestkystforbindelsen, også kendt som El-motorvejen. I rapporten slår Energinet fast, at det ikke vil være teknisk muligt at lave en løsning med jordkabler, da det vil skabe problemer med såkaldt støj, der kan medføre dårlig spændingskvalitet.
En af de borgmetre i det berørte område, Jesper Frost Rasmussen (V), er ærgelig over Energinets foreløbige konklusioner, men vil afvente, at udenlandske eksperter skal vurdere Energinets nye rapport.
- Jeg havde selvfølgelig håbet, at Energinets rapport ville vise, at der er en teknisk mulighed for mere kabellægning, men nu må vi afvente de udenlandske eksperter. Der findes nogle vurderinger i rapporten, hvor Energinet siger, at det vil være forbundet med betydelige risici for forsyningssikkerheden, og det er så Energinets konklusion, men nu må vi se, om de udenlandske eksperter er enige i det - det kan vi jo ikke vide endnu, siger Jesper Frost Rasmussen til JyskeVestkysten.
I Herborg ved Ringkøbing har modstanden mod projektet været enorm. Bent K- Søndergaard fra en lokal protestgruppe er efter rapporten skuffet, men ikke overrasket.
- Der er absolut intet nyt under solen i rapporten. Vi har angrebet behovet for højspændingsforbindelsen, men det beskæftiger rapporten sig ikke med. Vi er bange for, at der er ved at blive lavet en dårlig investering på 11 milliarder i Vikinglink, som vil gå ud over vores landsdel. Energinet og ministeren siger, at højspændingsforbindelsen skyldes den grønne omstilling, men vi skal vel ikke bruge mere strøm, bare fordi den bliver grøn, siger Bent K. Søndergaard til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Han tilføjer, at han ikke ved, hvad næste skridt for protestgruppen er.
- Vi føler os magtesløse. Dem, vi er oppe imod, kan bare undlade at svare på vores henvendelser, og så vinder de. Vi har ikke bestemt næste træk, men vi giver ikke op.